Hvad er i fokus?
§ 45 stk. 2 er uændret i forhold til AB92. Bedømmelsen af, om der foreligger væsentlige mangler beror fortsat på en objektiv vurdering på grundlag af almindeligt accepterede kriterier.
I § 5 stk. 2 og § 12 stk. 1 er sket præcisering og eksemplificering af, hvad der er indeholdt i fagmæssigt korrekt arbejde, herunder at det skal udføres i overensstemmelse med aftalen, fagmæssigt korrekt og i overensstemmelse med bygherrens anvisninger. Ved modstrid skal entreprenøren påpege dette.
Det er i bemærkningerne præciseret, at væsentlige mangler, som berettiger bygherren til at afvise afleveringen, fx foreligger, hvor den forudsatte brug af hele eller en væsentlig del af arbejdet ikke kan finde sted. Det samme kan være tilfældet, hvis afhjælpningen af manglerne skønnes at påføre brugeren betydelige gener, herunder som følge af røg, støj, støv, lugt eller lignende overfor brugeren en betydelig periode.
Forhold der hindrer ibrugtagning i væsentligt omfang, kan afhænge af den brugergruppe, som skal benytte byggeriet efter afleveringen. Som eksempel kan nævnes en brugergruppe bestående af demente, der i mindre grad end andre vil kunne tåle, at der skal udføres udbedringsarbejder omkring dem.
Manglende aflevering af kvalitetssikringsmateriale, driftsvejledningsmaterialer eller øvrig dokumentation som fx as built materiale vil derimod ikke normalt i sig selv berettige bygherren til at afvise afleveringen. Der kan dog være tale om en væsentlig mangel, hvis der mangler dokumentation, der er nødvendig for forsvarligt at kunne anvende bygningen eller anlægget, herunder at opnå ibrugtagningstilladelse jf. bygningsreglementets krav.
Mange, hver for sig mindre og uvæsentlige mangler kan ud fra en konkret vurdering udgøre en væsentlig mangel. Det samme gælder mangler af betydelig økonomisk størrelse og mangler med usædvanlig lang afhjælpningstid.