Nyhed -

11/06/2025

Analyse: Brugerne har svært ved at navigere i alment teknisk fælleseje

Brugerne finder det svært at finde rundt i SBi-anvisninger, tekniske standarder, erfaringsblade og produktbeskrivelser, som er fællesbetegnelsen for byggeriets almene tekniske fælleseje eller bare ATF. Det er en af konklusionerne bag en brugerundersøgelse, som peger på udfordringer ift. strukturen, overblikket og adgangen til fællesejet, foruden dets betydning i den grønne omstilling.

Otte af byggeriets organisationer har taget initiativ til en analyse af en bredt udvalgt gruppe af brugeres oplevelse af og behov for ATF. Anledningen til undersøgelsen er Social- og Boligstyrelsens strategi for et helhedsorienteret bygningsreglement fra juni 2024, der peger på behovet for en gentænkning af det almene tekniske fælleseje i sammenhæng med en planlagt fornyelse af bygningsreglementet.

Undersøgelsen har identificeret en række forhold, der har bekræftet organisationernes antagelse om, at rammer, konsekvenser og forståelsen for, hvad der er ATF, er uklart for brugerne. Det er uigennemsigtigt for brugerne, hvem der står bag udarbejdelse, kvalitetssikring og vedligeholdelse af ATF, som yderligere udfordres af forskellige niveauer af vejledning og værdi.

Erfaringer versus forventninger

Alment teknisk fælleseje er per definition erfaringsbaseret, og erfaring tager som bekendt tid at opbygge. Med øgede krav til klimavenlighed skal det kommende bygningsreglement imidlertid allerede på kort sigt kunne understøtte brugen af nye, biobaserede eller genbrugte løsninger, uden at gå på kompromis med hensynet til et sundt, sikkert og holdbart byggeri.

”Vi står overfor at skulle genoverveje, hvilken rolle det erfaringsbaserede almene tekniske fælleseje skal spille i fremtiden, men også hvordan vi håndterer det aspekt, at vi skal bygge på andre måder og med andre materialer, end vi har vænnet os til, og vel og mærke stadig med en acceptabel risikoprofil”, lyder det fra organisationerne bag brugerundersøgelsen.

Organisationerne forventer, at byggeriets aktører som led i den grønne omstilling vil efterspørge mere officiel teknisk vejledning som de-facto regulering, end ATF i dag kan tilbyde. Dette indebærer et ønske om tydelighed i koblingen mellem det kommende helhedsorienterede bygningsreglement og ATF, der samtidigt kan påvirke den struktur, som ATF har i dag.

Struktur, transparens og tilgængelighed

Hvis det almene tekniske fælleseje også fremover skal spille en rolle i at sikre det kvalitative, sundheds- og sikkerhedsmæssige byggeri, efterlyser brugerne en klarere struktur, og en større transparens, så det er let at vurdere, f.eks. hvornår fællesejet er ’skal-krav’ eller ’kan-gøres’ for at opnå et ønsket resultat.

Det skal først og fremmest være nemmere for brugere at forstå og navigere sikkert i ATF’s mange vejledningstilbud. Der er samtidigt behov for alternativ guidance på områder for ny byggeskik, hvor man endnu ikke har erfaring, og derfor endnu ikke kan udarbejde ATF.

Sidst men ikke mindst peger brugerundersøgelsen på, at adgangen til ATF bør nøje genovervejes, og der bør sikres fri tilgængelighed på lovpligtige krav.

Fremtiden for det almene tekniske fælleseje

Brugerundersøgelsen er blot et af de initiativer, der er sat i gang for at sikre fremtidens almene tekniske fælleseje og brugen heraf. Ved den forestående revision af bygningsreglementet er det også et opmærksomhedspunkt, i hvilket omfang detailregulering bliver flyttet fra myndighederne via lov/bekendtgørelse til frivillig brancheregulering via ATF.

Organisationerne har en ambition om at bidrage til, at ATF fortsat indgår som en del af strukturen for den kommende byggeregulering og -vejledning, og dermed sikrer en robust, gennemsigtig og forenklet regulering for byggeriets aktører og myndigheder.

”Det erfaringsbaserede og fremadskuende tekniske fælleseje vil fortsat spille en væsentlig rolle for aktørerne i værdikæden. Det gælder både ift. at sikre kvaliteten af det, vi bygger, og de aftaler vi indgår herom. Det er ambitionen på vegne af branchens brugere at sikre samspillet mellem ATF og de kommende krav til den grønne omstilling af byggeriet”, udtaler organisationerne.

Det videre arbejde med at finde løsninger på de identificerede udfordringer vil ske i forskellige af byggeriets udviklingsfora, herunder bl.a. Strateginetværket for Bæredygtigt Byggeri.

Organisationerne bag brugerundersøgelsen

Arkitektforeningen, Bygherreforeningen, Danske Arkitektvirksomheder, Danske Byggefag, DI Byggeri, Foreningen af Rådgivende Ingeniører – FRI, Konstruktørforeningen og TEKNIQ,

Undersøgelsesrapport

Undersøgelsesrapporten Alment Teknisk Fælleseje i et brugerperspektiv er udarbejdet af Netsocietal med støtte fra GI og Realdania, og kan downloades her

Kontaktpersoner

Direktør Lars Autrup, Arkitektforeningen, lau@arkitektforeningen.dk, tlf. 2969 5212

Direktør Henrik L. Bang, Bygherreforeningen, hlb@bygherreforeningen.dk, tlf. 4042 5575

Direktør Lars Storr-Hansen, Danske Arkitektvirksomheder, lsh@danskeark.dk, tlf. 4119 3304

Direktør Søren Sand Kirk, Danske Byggefag, søren.kirk@danskebyggefag.dk, tlf. 2627 9443

Underdirektør Louise Dahl Krath Jensen, DI Byggeri, lkr@di.dk, tlf. 2566 6318

Chef for byggeri og byggepolitik Inge Ebbensgaard, FRI, ime@frinet.dk, tlf. 6077 6094

Næstformand Jette Leth Djælund, Konstruktørforeningen, jette@kf.dk, tlf. 5138 2631

Chefrådgiver Simon O. Rasmussen, TEKNIQ, sra@tekniq.dk, tlf. 7741 1551

Aktuelt

Styrk din faglighed på et af vores kommende arrangementer

sep
1
Strategi og ledelse

Bygherrerollen 360: Opgaver, roller og ansvar – Århus

Hvilken rolle skal bygherren indtage i projektet? Hvad indebærer bygherres rolle og ansvar? Og hvad skal du være særligt opmærksom på, når du indtager bygherrerollen i forhold til projektstyring, snitflader og krav? Det kan dette...

sep
2
Udbud og samarbejde

Tidlig entreprenørinddragelse

Her får du et godt overblik over fordele og udfordringer ved de forskellige modeller for tidlig entreprenørinddragelse. Både i forhold til den juridiske tilrettelæggelse af processen og ikke mindst succeskriterierne for at kunne høste gevinsterne...

sep
4
Medlemsmøde

Bygherre Briefing: AI set fra bygherrestolen

Hør, hvordan du kan bruge AI i byggeprojekter, og hvad det kræver af dig som bygherre at komme i gang. I denne udgave af online Bygherre Briefing får du på bare 30 minutter et indblik...

sep
8
Byggeriets aftaler

Kend din AB18: Juridiske forhold og praktisk anvendelse KBH

På dette kursus får du en grundig indføring i AB18. Vi tager dig igennem de grundlæggende organisatoriske forhold i byggesager og du får en god platform til at anvende og navigere i de entrepriseretslige regler,...

Få den nyeste viden fra Bygherreforeningen i din indbakke

Ja tak – send mig Bygherreforeningens nyhedsbrev

Close the CTA