Alt liv udspringer fra havet, og vores klima og de økologiske processer, som vi er afhængige af, spiller alle ultimativt sammen med havet. Havene dækker mere end 70% af Jordens overflade, og er det mest omfattende miljøsystem på kloden. Samtidigt er havet det mest grundlæggende system for liv, som vi kender det.
Med projektet “Byudvikling og blå biodiversitet” kan vi præsentere en praktisk tilgang, hvor biodiversitet i havet inkluderes i designet af byudvikling i havne- og kystområder. Projektet påpeger velfunderede metoder til genskabelse af den blå biodiversitet, som man som bygherre kan koble til sine bygge- og anlægsaktiviteter i danske og nordiske havne.
Bygherren kan genskabe dyre- og plantelivet under vandet
I et samarbejde mellem Bygherreforeningen, Habitats, DTU Aqua og Marint Kunskapscenter Malmø med økonomisk støtte fra VELUX FONDEN er inspirationskataloget “Byudvikling og blå biodiversitet” blevet udarbejdet.
Kataloget er tiltænkt professionelle aktører inden for byudvikling, byggeri og anlæg, særligt i Norden, med formidling af anvendelsesorienteret viden om at arbejde med blå biodiversitet.
Hensigten med kataloget er at samle og skabe kendskab til eksisterende viden om afprøvede metoder og virkemidler, der kan bidrage til en mere natur- og biodiversitetsvenlig byudvikling nær vores kyster – med særlig vægt på omdannelse af havneområder.
På siden her kan du hente viden og læse kataloget samt finde inspirerende cases til, hvordan man som bygherre kan arbejde med blå biodiversitet. Ved at udvikle, samle og formidle praktisk, anvendelig viden, der er målrettet bygherrer og deres samarbejdspartnere og brugere, ønsker vi at gøre det nemmere at bringe blå biodiversitet ind som en naturlig del af et bæredygtigt byggeri.