Et velfungerende demokratisk samfund er afhængigt af fysisk planlægning og investeringer, der bidrager til livskvalitet, mobilitet og sammenhængskraft blandt borgerne, og som sikrer en balance mellem samfunds- og markedsmæssige interesser, udviklingsbehov og mekanismer. Det byggede miljø i Danmark består i al væsentlighed af varierede og robuste byer, bygninger, boliger, byrum, landskaber og infrastrukturer (se boks). Det skyldes i høj grad en stærk arkitektur-, landskabs- og forsyningstradition med et regelsæt, der sikrer minimumsstandarder ift. bl.a. sundhed, sikkerhed og robusthed. På samme måde er der tradition for at anse mobilitet (se boks) som en afgørende faktor for sammenhængskraften i samfundet.
Der er dog en række forhold for brugere, borgere og virksomheder i det danske samfund, som kan forbedres gennem bygherrernes/beslutningstagernes opmærksomhed, beslutninger og aktiviteter.
Pejlemærker, handlinger og målsætninger som vil styrke dialogen med brugere, borgere og berørte (lokal)samfund, og samtidig løfte bygherrernes medansvar for den sociale samfundsudvikling:
Begrebet infrastruktur refererer i denne bæredygtighedspolitik til de grundlæggende fysiske strukturer og organiseringer, der er nødvendige for at understøtte samfundets funktioner og økonomiske udvikling, samt menneskelig livskvalitet. Det omfatter faciliteter som veje, broer, tunneler, lufthavne, havne, jernbaner, parkeringsforhold, elnet, opladningsmuligheder, vand- og kloaksystemer samt kommunikationsnetværk (som telefon- og internet) og koblingerne mellem disse faciliteter.
Bygherre bygger primært for brugerne af bygninger, anlæg, infrastruktur eller forsyning. Brugere er dog sjældent en homogen størrelse, der har de samme behov og/eller forventninger. Gennem årtier har væksten i samfundsøkonomien øget forventningerne til velfærden og udviklingen i samfundet på forskellige niveauer, fx mobilitet, der dog ikke nødvendigvis kan indfries for alle. Deltager man som bygherre i by- og boligudvikling, skal man fx være opmærksom på, at man bliver en del af samtidens store debat om betalbare og tilgængelige boliger.
Handlinger
I henhold til Byggeloven er bygherre forpligtet til at sikre sunde, sikre og tilgængelige bebyggelser og strukturer, der samtidig fremmer arkitektonisk kvalitet i bygninger, boliger og friarealer for brugerne. Parallelt skal bygherre bidrage til at opfylde Planlovens formål om at sikre samfundsudvikling på et bæredygtigt grundlag med respekt for menneskets livsvilkår, bevarelse af dyre- og planteliv og øget økonomisk velstand. Der findes ikke en tilsvarende generel lovgivning på anlægsområdet, men der vil i mange tilfælde kunne anlægges analoge betragtninger i beslutninger om anlæg, infrastruktur og mobilitet.
I et bæredygtigt perspektiv fordrer dette, at bygherre altid gennemfører en grundig analyse af de reelle bruger- og (lokale) samfundsbehov. Det sker i dialog med brugerne og andre interessenter som fx virksomheder, når de kendes. Dette bør gælde uanset, om det sker indenfor rammerne af den eksisterende bygningsmasse, landskabs- og infrastruktur, eller om der udvides, tilføjes og bygges eller anlægges nyt.
Baseret på analysen kræver bæredygtighedsperspektivet, at bygherre træffer beslutninger, der er mere målrettede kvalitet frem for kvantitet. Konkret kan det betyde krav om universelt design og ligeværd ift. tilgængelighed, krav om større fleksibilitet blandt brugerne, end det hidtil har været normen eller fastlagt som minimumskrav i bygningsreglementet og/eller krav om tilgængelige infrastrukturer, som sikrer tilfredsstillende mobilitet både lokalt og på tværs af landet.
Målsætning
Bygherre skal bidrage til, at bebyggede og på anden måde udnyttede arealer i Danmark udnyttes optimalt. Samtidig skal bygherre i dialog med brugerne udnytte potentialer og skabe betalbare løsninger, der fremmer tilgængelighed og fleksibilitet i brugen af arealer og mobiliteten i (lokal)samfund, bygninger, friarealer og infrastruktur.
Endvidere skal bygherre samtidig fokusere på, at sundhedsaspekter som indeklima fastholdes i driften, og at forurening af luft, vand og jord samt støjulemper forebygges og mini-
meres.
Planloven og Lejeloven sætter minimumsstandarder for demokratiske processer for berørte borgere og brugere, men derudover er der en vis metodefrihed for bygherrer ift., hvordan inddragelse, inklusion, tryghed og transparens designes, kommunikeres og håndteres. I sammenhæng med denne bæredygtighedspolitik fortolkes disse elementer som redskaber for bygherren til at sikre gode og legitime planlægnings-, bygge- og anlægsprocesser. Dette bør gøres i videst muligt samspil for at udnytte den kreativitet og det lokalkendskab, der måtte findes hos brugere og borgere i foreningslivet og lokalmiljøet, samt for at sikre brugernes og borgernes medejerskab til resultatet til fordel for tilgængelighed, holdbarhed, brugbarhed, æstetik og drift.
Bygherrers aktiviteter påvirker altid i større eller mindre grad borgere og lokale, fysiske miljøer i både land og by. Dette gælder på både kortere og længere sigt.
For at sikre holdbarheden, værdiskabelsen og sammenhængskraften i lokale eller berørte miljøer, skal aktiviteterne være inddragende, inkluderende og tryghedsskabende og altid afvejes mellem forskellige hensyn gennem transparente og demokratiske processer (se boks).
Handlinger
Bygherrers overordnede muligheder for at skabe værdi for samfundet og lokalmiljøer er bestemt af et bevidst og målrettet arbejde med borgerdialog, kvalitativ planlægning og arkitektur samt respektfuld by- og landskabsudvikling til gavn for borgerne. Det kan betyde, at bygherre i udgangspunktet må overveje sine investeringer med fokus på flere bundlinjer og som konsekvens heraf udvikle nye bæredygtige forretningsmodeller.
Bygherre må indgå samarbejde med kommuner, lokale borger- og brugergrupper, lokalt foreningsliv og gå i dialog med andre bygherrer og udviklere i berørte områder. Bygherre kan derigennem afbøde skadevirkninger, skabe de bedst mulige synergier og fremtidssikre legitimiteten af sine projekter. I nogle tilfælde kan samarbejdet med fordel styrkes gennem egentlige partnerskaber. Indsatserne bør have fokus på både positive og negative påvirkninger af lokalmiljøet, herunder også midlertidige muligheder og gener.
Som led heri må bygherre være opmærksom på, at nye planer, byggerier og anlæg i udgangspunktet kan være i modstrid med eksisterende kvaliteter, herunder kulturarvsmiljøer, særlige fællesskaber og mobiliteten i lokalsamfundet. Bygherre må derfor inddrage disse kvaliteter i overvejelserne om, hvordan man griber projekterne an, så man altid bygger med tanke for, at man har en påvirkning af sociale og kulturelle forhold i lokalmiljøet.
Målsætning
Som vigtig samfundsaktør skal bygherre bidrage til, at de fysiske miljøer, som udvikles eller transformeres, understøtter en positiv social og kulturel samfundsudvikling ved hjælp af inddragende demokratiske processer og bæredygtige forretningsmodeller.
Målet er at skabe (eller transformere til) sunde og sikre bymiljøer, bygninger samt infrastrukturer, natur og opholdsmiljøer, som understøtter inkluderende fællesskaber, udfoldelsesmuligheder og mobilitet. Dermed bidrager bygherren til diversiteten, sammenhængskraften og de bærende kulturelle værdier i samfundet.
Succesen for borgerne og samfundet – og i sidste ende bygherren – opnås, når sociale aspekter og hensyn er tænkt ind i både processen og det endelige resultat.
Ud fra en samfundsmæssig betragtning refererer mobilitet til evnen og/eller muligheden for individer eller grupper til at bevæge sig økonomisk, socialt og/eller geografisk inden for samfundet. I sammenhæng med denne bæredygtighedspolitik fokuseres der på den geografiske mobilitet og dens indvirkning på sociale og adfærdsmæssige dynamikker hos brugerne eller borgerne ift. adgangen til ressourcer, muligheder og livskvalitet for både enkeltpersoner og samfund som helhed.
Få den nyeste viden fra Bygherreforeningen i din indbakke
Ja tak – send mig Bygherreforeningens nyhedsbrev
