Der er igangsat en proces med at forny bygningsreglementet, og der har været dialogmøder, høringer og analyser med interessenter i byggebranchen for at sikre, at det nye reglement bliver mere enkelt og gennemskueligt, at det understøtter den grønne omstilling, tager højde for sociale behov, fx universelt design og boligkvalitet og er fremtidssikret og harmonerer med EU-regler og -standarder.
Hvad er BR18?
BR18 står for Bygningsreglementet 2018 og er det danske regelsæt, der fastsætter krav til byggeri og renovering. Det gælder for alle typer byggeri i Danmark – både nybyggeri, ombygning og vedligeholdelse.
Formålet er at sikre sundhed, sikkerhed og funktionalitet i byggeri, fremme bæredygtighed og energieffektivitet, og skabe ensartede regler på tværs af landet.
BR18 stiller krav til bl.a.:
- Konstruktioner og statik
- Brandsikring
- Energiforbrug og isolering
- Indeklima og ventilation
- Tilgængelighed for personer med handicap
- Bæredygtighed (fx via LCA-krav i nybyggeri)
|
Bygherreforeningen er repræsenteret som sparringspart på denne proces i forskellige fora, bl.a. i regi af Strategisk Dialogforum og Strateginetværket for bæredygtigt byggeri. Som forening er vi optaget af at få bygherrernes oplevelser og perspektiver med, bl.a. i forhold til at sikre, at reguleringen understøtter mere klimavenlige løsninger og ikke medfører for mange benspænd og dermed ekstra tid og omkostninger.
”Noget af det vi har kunnet se, er udfordrende for vores medlemmer, er at man i reglementet stiller de samme krav til renovering som til nybyg. Det er styrelsen interesseret i at afdække, og der har vi løbende hjulpet dem med input fra vores medlemmer. Det er i ingens interesse at klimakravene kolliderer med andre hensyn, der går hen og bliver barrierer for grønnere løsninger”, udtaler Hanne Ullum, vicedirektør i Bygherreforeningen.
BR18 gør det nemmere og billigere at rive ned og bygge nyt end at renovere
Det falder i god jord hos Helen Glindvad Kristensen, der er arkitekt og projektleder i Ejendomscenteret Gladsaxe Kommune. Hun har bl.a. siddet med på byggeriet af Børnehuset Svanen, et pilotprojekt for ressource og materialegenanvendelse. I kommunen arbejdes der pt. på et børnehusprojekt, hvor der indgår nybyg, renovering, nedrivning, materialecirkulering, upcycling og transformation.
Hun har oplevet at stå i dilemmaer om, hvorvidt der skal rives ned og bygges nyt eller transformeres og renoveres, uden at det bliver enormt omkostningsfuldt og tungt.
Lige de står overfor at skulle bygge en ny daginstitution. I den proces har de revet to villaer ned, og høstet materialerne fra dem. Der skal bygges ca. 1200 nye kvadratmeter, hvor materialer fra de to gamle villaer indbygges, som del af det nye hus. Dertil er der en bevaringsværdig villa, der skal renoveres og indgå som del af det nye børnehus. I byggeperioden er en eksisterende institution i brug og når børn og medarbejdere er flyttet ind i det nye, er planen at den eksisterende institution, et pavillon træbyggeri, skal transformeres til sekundære bygninger, overdækninger, værksteder og cykelskure.
”Det er utroligt kompliceret at gøre, når vi skal opfylde krav til energi, ventilation, brand, miljø, problematiske stoffer og Svanemærket oveni. Kan man overhoved transformere en ældre bygning, så den opfylder både krav til BR18 og et Svanemærke? Viljen er der, men det er svært, også at få tid og økonomi og tekniske krav til at hænge sammen. Ofte vil det være både billigere og nemmere at rive ned og bygge nyt”, siger hun.
Der skal være andre krav til nybyg
Helen Glindvad Kristensen mener, at udviklingen af bygningsreglementet kan gøre en forskel:
”Der skal være en del af lovgivningen, som henvender sig til renovering og transformation og ikke kun nybyg, hvor der er andre krav, der skal gøre sig gældende. Samtidig bør der også være et småhusreglement, der gælder for mindre byggerier, så det er mere gennemskueligt at lave små ombygninger og tilbygninger, samtidig med at følge regler”, siger hun, og erkender samtidig også vigtigheden i at lovgivningen ikke er for løs.
”Det er en svær balancegang i forhold til hvor meget man lovgiver, og hvor mange muligheder, man lægger op i sin lovgivning. Hvis det bliver for stramt, spænder man ben for transformation og renoveringer, og hvis man lemper på steder, der er uhensigtsmæssige, risikerer man at der bliver snydt med fx kemi. Vigtigst er det at vi reducerer vores affaldsmængde, vores brug af miljøproblematiske kemiske stoffer og at vi bevarer de materialer og ressourcer, der har værdi”, afslutter hun.
Bliv klogere på fremtidens bygningsreglement på seminar i maj
På Bygherreforeningens seminar om renovering og transformation den 7. maj, vil der være fokus på Social- og Boligstyrelsens strategi for udvikling af et nyt og helhedsorienteret bygningsreglement, og hvad det kan betyde for bygherrer og rådgivere, der arbejder med renovering og transformation. I et oplæg kan man høre om, i hvilken retning bygningsreglementet bevæger sig, og hvordan det kan skabe nye muligheder for renoverings- og transformationsprojekter.
Se program og tilmeld dig seminaret her