Nyhed -

12/06/2020

Bygherreforeningen hjælper bygherre med lærlingerekruttering til kæmpe hospitalsbyggeri

I Køge mangler der struktørlærlinge til byggeriet af det nye superhospital, og via en digital netværkskampagne hjælper Bygherreforeningens Byg med Unge-alliance nu med at rekruttere. Historisk set har det været svært at nå ud til lærlinge inden for struktørfaget, og derfor bliver det spændende at se effekten af en rekrutteringsindsats, der rekrutterer til et konkret byggeri gennem sociale medier, lyder det fra Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen.

Offentlige bygherrer er forpligtede til at uddanne lærlinge og elever, og Region Sjælland stiller krav om 10 pct. lærlinge i deres kontrakter. Men det er ikke altid muligt at finde de rette kandidater. Særligt er der mangel på struktørlærlinge. Struktører er uundværlige, når der skal støbes beton og bygningsdele til infrastruktur og større bygninger som skoler, fabrikker og hospitaler. Med støtte fra Boligfonden Kuben skal Byg med Unge-alliancen nu hjælpe byggeteamet bag Køge Hospital med at rekruttere struktørlærlinge, og det bliver på en ny måde, der har til hensigt at få bedre fat i den unge målgruppe, og som skal gøre det mere attraktivt for dem at starte på uddannelsen.

Rekruttering til et konkret byggeri

Dansk Byggeri spår i en prognose, at der i 2025 vil mangle mere end 1.000 struktører. Derfor håber Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen på, at det, at rekruttere til en lærlingestilling på et konkret byggeri, vil gøre det mere attraktivt for de unge at uddanne sig inden for struktørfaget:

”Der er mangel på både bygnings- og anlægsstruktører i Danmark, og det kan blive et stort problem, når landets bygherrer i fremtiden skal bygge bygninger og broer. Vi tror, at når man rekrutterer til en konkret praktikplads på et konkret byggeri, der som i eksemplet her kommer til at have stor betydning for hele Region Sjællands sundhedsvæsen, vil det gøre de unge mere interesserede i at tage netop den uddannelse. Samtidig kan det, at de er sikret en praktikplads med god løn fra start, sikkert give blod på tanden” siger han.

Håber at metoden kan genbruges på andre byggeprojekter

Kampagnen skal rekruttere unge via en netværkskampagne på Facebook, og hvis det viser sig at fremgangsmåden fungerer, forventer Byg med Unge alliancen at principperne kan genbruges på andre byggeprojekter, hvor der mangler struktørlærlinge eller lærlinge generelt:

”Vi er glade for at kunne hjælpe teamet bag byggeriet af det nye Hospital i Køge, og vi håber på, at det at rekruttere gennem et socialt medie som Facebook vil gøre, at vi i højere grad rammer den rigtige målgruppe – nemlig unge, der ikke lige nu er i kontakt med erhvervsskoler eller uddannelsessystemet i øvrigt, og som HR-afdelingerne derfor ikke kan nå via traditionelle rekrutteringskanaler” siger Lone Thrane, projektleder i Byg med Unge-alliancen og fortsætter:

”Hvis det viser sig, at vi kan rekruttere en masse unge ad den vej, kan metoden, platformen og værktøjerne være til inspiration og gavn for andre byggeprojekter, der har svært ved at nå ud til de unge og få de lærlingekandidater, de har brug for”.

Rekrutteringskampagnen er støttet med midler fra Boligfonden Kuben og vil løbe fra medio juni til medio juli på Facebook. Køge Hospital Project Team søger op til 10 struktørlærlinge, med opstart fra juli.

Følg med i Facebook kampagnen her

 

Information om Byg med unge alliancen

Byg med unge alliancen er et projekt, som sigter på at skaffe flere elever og lærlinge på de store byggeprojekter ved at stille metoder, værktøjer og deres hjælp til rådighed for bygherrer. Projektet er placeret i Bygherreforeningens sekretariat, som har fået 4,5 mio. kr. til indsatsen, der ind til videre står til at løbe frem til sommeren 2021. Projektet er støttet af Region Sjælland, Region Hovedstaden og Grundejernes Investeringsfond.

 

Nyheden er skrevet af

Styrk din faglighed på et af vores kommende arrangementer

Få den nyeste viden fra Bygherreforeningen i din indbakke

Ja tak – send mig Bygherreforeningens nyhedsbrev