Hvad er din baggrund som bygherre?
Jeg er oprindeligt uddannet jurist og har arbejdet med ejendomme siden 1995. Jeg fik for alvor indblik i bygherreverdenen gennem Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed, hvor jeg som jurist arbejdede med voldgiftssager inden for byggeriet.
Siden har jeg arbejdet med ejendomme, porteføljeoptimering og byggeri i blandt andet Bygningsstyrelsen, Novo Nordisk og Danske Bank. Senest var jeg i ti år i Furesø Kommune, hvor jeg både arbejdede som bygherre, ejendomsejer og porteføljeejer.
Hvad optager dig mest i dit arbejde lige nu?
Jeg er meget optaget af at forstå den virksomhed, som jeg udlejer og forvalter ejendomme for.
”Hvis vi som bygherrer, ejendomsejere eller udlejningschef ikke forstår vores virksomhed som kerneforretning, så dur vi ikke.”
Hos DSB betyder det blandt andet, at jeg skal forstå jernbanedriften og de særlige krav, der følger med. Sikkerhed fylder meget på stationerne, når der skal bygges eller ændres på dem.
Selv en tilsyneladende enkel opgave kan blive kompleks, når man arbejder tæt på spor og køreledninger. Og det er en del af det, jeg har lært meget om de seneste to år hos DSB.
”Jeg har fået enormt meget respekt for at være i den her forretning. Jeg synes jo, at jeg har været mange spændende steder, men det her er simpelthen det mest komplekse.”
Udover at forstå kernen af DSB, fylder spørgsmålet om, hvordan man skaber liv på stationerne – og det er ikke helt nemt. Jeg har ansvaret for omkring 300.000 kvadratmeter lejemål, hvoraf flere ligger i fredede bygninger. Udlejningen handler for DSB ikke kun om økonomi, men liv på stationerne, der gør dem trygge at være på.
Jeg skal ikke kun tjene penge på mine lejemål. Der skal også helst være masser af liv. For så oplever vores passagerer, at det er mere trygt at være der. Derfor arbejder vi med at finde det rigtige mix af lejere. Det kan være caféer og madsteder, men også lokale foreninger og iværksættere, boliger og kontorer. Målet er at skabe liv på forskellige tidspunkter af døgnet, så der hele tiden foregår noget.
Hvad er din største udfordring lige nu?
En af de største udfordringer er netop at skabe liv omkring stationerne, samtidig med at flere af bygningerne er fredede. Det kan gøre det svært at skabe plads til nye funktioner og kræver ofte flere myndighedsgodkendelser og store investeringer. Mit arbejde handler derfor i høj grad om at finde løsninger, der både tager hensyn til bygningerne og samtidig understøtter ønsket om mere liv og tryghed på stationerne. Det betyder, at jeg hele tiden skal balancere de forskellige hensyn.
Hvad er du mest stolt af at have opnået det seneste år?
Jeg er først og fremmest stolt af, hvor langt jeg er nået i min forståelse af DSB som kerneforretning. Og så er jeg rigtig stolt af mit team og de medarbejdere, der hver dag får en stor og kompleks opgave til at fungere.
”Der har jeg simpelthen arvet det bedste, jeg overhovedet kunne forestille mig. Jeg har ikke behov for at fremhæve mig selv, men jeg er til gengæld meget stolt af teamet og det, vi har skabt sammen.”
Jeg er meget resultatorienteret, så det betyder selvfølgelig også noget, at tomgangsprocenten – altså andelen af ledige kvadratmeter – er faldet markant det seneste år, samtidig med at indtjeningen ligger over budget.
Vigtigst af alt er, at det er lykkedes at få gode lejere ind på nogle af de stationer, hvor der er et særligt behov for at skabe liv.
I månedens medlemsportræt kan du møde Gitte Elefsen, som er chef for Udlejning og Lejeadministration i DSB og tidligere bestyrelsesmedlem i Bygherreforeningen gennem 16 år. Hendes arbejde handler om langt mere end at finde lejere...
I månedens bygherreportræt kan du møde Anne Sonnichsen fra Urban Partners, der har 22 års erfaring fra både entreprenør- og bygherresiden og solid ledelsesmæssig erfaring fra store, komplekse organisationer. I dag er hun direktør for...
I månedens medlemsportræt kan du møde Emilie Karlsbad, senior projektudviklingschef hos AKF Holding. Hun har de seneste år været med til at udvikle Kirkebjerg Søpark i Brøndby med omkring 500 boliger og kultur- og aktivitetshuset...