Bygherreprisen slår rekord: 36 bygherrer dyster om titlen som Årets Bygherre - Bygherreforeningen

Nyhed -

28/06/2022

Bygherreprisen slår rekord: 36 bygherrer dyster om titlen som Årets Bygherre

Knap 40 bygherrer er indstillet til Bygherreprisen 2022. Der er dermed sket en fordobling i antallet af kandidater sammenlignet med sidste år. Når prisen uddeles til november, hylder Bygherreforeningen, sammen med Boligfonden Kuben, en ekstraordinær bygherre, der er med til at løfte og udvikle branchen.

Indstillingsperioden til Bygherreprisen 2022 er slut, og blandt de mere end 40 indsendte indstillinger, gemmer sig 36 forskellige bygherrer og projekter. De indstillede bygherrer har vidt forskellige baggrunde, og kommer fra hele landet. Feltet inkluderer bl.a. kommunale, almene og private byg- og driftsherrer, ligesom projekterne varierer i type – fra nybyg- og renoveringsprojekter til anlægsprojekter. Fælles for projekterne er, at de lever op til årets kriterie, som med kommende skærpede klimakrav i byggebranchen stiller skarpt på en bygherre, der demonstrerer en ambitiøs og langsigtet tilgang til den miljø- og klimamæssige bæredygtighed. Det kan fx være ved at tænke ud af boksen i nye byggeprojekter, transformere eksisterende bygninger, have en klar genanvendelsesplan eller udvise en uovertruffen bæredygtig porteføljestyring, der sikrer agile bygninger – tilpasset brugernes skiftende behov.

”Bæredygtighed spiller ikke kun ind i nybyggeri. Bygherrer der renoverer, ombygger eller drifter eksisterende byggeri ud fra et nytænkende bæredygtighedsperspektiv, spiller en stor rolle i den grønne omstilling”, fortæller områdechef for kommunikation og udvikling i Bygherreforeningen, Jesper Malm.

Her er de indstillede kandidater til årets Bygherrepris

AG Gruppen
AG Gruppen bygger med fokus på fremtiden og omgivelserne og står bag mere end 7500 boliger på 35 år. I 2020 afsluttede AG Gruppen byggeriet af Danmarks hidtil største DGNB Guld-certificerede boligprojekt Greensquare Garden med 313 boliger.

AP Pension AP Ejendomme
Bygherren er indstillet for Marmormolen Erhvervsbyggeri. Det opføres i otte etager med bærende træ og skaber åbenhed for borgerne i nærområdet. Projektet er DGNB Platin-certificeret.

ATP Ejendomme
Bygherren, som er til stede i det meste af landet, er indstillet for fire udvalgte projekter: NH Collection Copenhagen, Carl Bro Haven, Shellhuset og Jagtvej 169. Her har været fokus på transformationen, hvor ældre bygninger bringes ind i fremtiden gennem fx indretning, indeklima, bæredygtighed og teknologi.

Boligselskabet Sjælland
Som Danmarks fjerdestørste boligselskab sikrer bygherren en balance mellem social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed i alle sine projekter. Her fremhæves bl.a. BoligTræ, Slagteriet og en lang række renoveringsprojekter, hvor de almene boliger får nyt liv.

Boligkontoret Aarhus
En almen boligorganisation, der har høje bæredygtighedsambitioner med afsæt i DGNB-certificeringer, krav om genbrug, upcycling mv. Bl.a. fremhæves projektet Knudrisrækkerne, Aarhus’ største træhus.

By & Havn
Indstillet for at stå bag en markant udvikling i København og for at have klare linjer for deres bæredygtighedsståsted over for både borgere, brugere og byggebranchen.

CASA A/S
Indstillet for Erantishaven, et DGNB Guld-certificeret boligprojekt som skal tiltrække blandede aldersgrupper, og som har en række bæredygtige tiltag, herunder genbrugen af ca. 1000 tons beton.

COOP Ejendomme
Denne bygherre har stort fokus på bæredygtighed og fællesskaber. Det ses bl.a. i Coop-Byen hvor der dannes 1800 svanemærkede boliger til en fair pris. Der arbejdes desuden på at opføre bæredygtighedscertificerede dagligvarebutikker.

CPH Village
En bygherrevirksomhed som udbyder en række af små ”landsbyer” til studerende. Siden stiftelsen i 2014 har bygherren haft et stærkt mål om absolut bæredygtighed i byggeriet.

DTU
Indstillet for løbende at udvikle og afprøve nye initiativer i branchen. Transformerer DTU for at det skal blive fremtidens læringsmiljø med plads til flere studerende. Har bl.a. fokus på tillidsbaserede samarbejder.

FB Gruppen
FB Gruppen har siden 2003 udviklet, bygget og solgt kvalitetsboliger til et bredt segment af brugere. Blandt fremhævede projekter findes: Kilevej 6, Thurøhus, Amaryllis Hus og Bryggeblomsten.

Gladsaxe Kommune
En stærk bæredygtighedsstrategi er under udrulning i kommunen. Den samlede strategi for ny- og udbygning af dagtilbud i Gladsaxe Kommune har foreløbig resulteret i, at to børnehuse er Svanemærket af MiljøDanmark, hvoraf et er CO2-neutralt. Yderligere fem bæredygtige børnehuse er på vej.

Helsingør Kommune
Indstillet for et nyt børnehus i Tikøb, som skal bygges efter den frivillige bæredygtighedsklasses krav og som får plads til 75 børn efter udvidelsen af det eksisterende byggeri.

Hjørring Kommune
Hjørring Kommune værner om deres byggemasse og har fokus på bygningernes rolle i kommunens kulturliv. Flytningen af Rubjerg Knude Fyr og byggeriet af det funktionelt og teknisk avancerede Vendsyssel Teater viser, at Hjørring Kommune har et godt øje for at sikre og udvikle kommunens kulturbyggerier.

Home.Earth
Indstillet for arbejdet med at udvikle The Doughnut of Construction, en model, som skal lede vejen for et 100% bæredygtigt byggeri. Tager desuden første spadestik i sit første byggeri i Nærheden i sommeren 2022.

Ikano Bolig
Ikano Bolig bygger lyse og veldisponerede ejer- og lejeboliger med fokus på tryghed og en social, økonomisk og grøn ansvarlighed.

KAB
Indstillet for deres nye kontorhus fra 2021, som har sat fokus på bl.a. arbejdsmiljø og sundt indeklima, en økonomisk bæredygtighed gennem et markant lavere energiforbrug, der opfylder BR18-kravene, og som er bygget på en måde, så alle materialer kan genanvendes ved en fremtidig nedrivning.

Kolding Kommune
Kommunen er indstillet for den nye bæredygtige bydel, Marina City, som skal rumme et nyt og tiltrækkende bolig- og havnemiljø og samtidigt illustrere den cirkulære økonomi i byudvikling.

Københavns Kommune, Byggeri København
ByK er indstillet for at have haft fokus på miljøet siden 1999 og for at ligge en energiklasse højere end standarden i bygningsreglementet i alle nybyggede projekter. Der nytænkes ift. materialer og materialetilgangen.

Københavns Kommune, Teknik og Miljø
Bygherre på anlægsprojekter i Københavns Kommune og omsætter årligt for omkring 1 mia. kr. Teknik og Miljø har gennemført en række konkrete indsatser inden for bl.a. LCA, direkte genbrug og fossil- og emmisionsfri arbejdspladser.

Lejerbo
Circle House skal være verdens første cirkulære almene boligbyggeri, hvor 90% af materialerne kan adskilles uden værditab. Med demonstrationsprojektet viste Lejerbo, at visionen kunne føres ud i livet, og det skal den nu på et større byggeprojekt. De viste desuden, at kvaliteten af byggeriet kan højnes med større driftsvenlighed og med brugen af renere, mere holdbare materialer til gavn for beboerne.

Nationalbanken
Indstillet for restaureringen af den fredede bygning i Havnegade i København, som fremtidssikres med respekt for Arne Jacobsens arkitektur og nutidens moderne arbejdspladser.

NREP
Bæredygtighed og fokus på sociale fællesskaber er i højsædet i NREP’s strategi. Plushusene, skabt i samarbejde med CASA Group, er et eksempel på, hvordan NREP skaber moderne og bæredygtige bofællesskabskoncepter til flere aldersgrupper, hvor den stærke vision og bygherrens aftryk skinner igennem i det endelige byggeri.

Ejendomsselskabet Olav de Linde A/S
Ejendomsselskabet Olav de Linde A/S opkøber udtjente erhvervs- og industribygninger og transformerer dem til nye anvendelser med et meget stort element af genbrug. Der fornyer man for at bevare og samtidig skabes attraktive lejemål.

PensionDanmark Ejendomme
PensionDanmark Ejendomme forener forretningsmæssig rentabilitet med social ansvarlighed i sit store fokus på bæredygtige ejendomsinvesteringer. Hovedparten af bygherrens nybyggeri er certificeret efter DGNB-standard Guld, og de fastholder dermed en stærk bæredygtighedsstrategi på tværs i deres ejendomsportefølje.

Port of Aalborg
Kajudvidelse af Østerhavnen i Aalborg. Kajudvidelsen har de kommende skærpelser af klimakravene in mente i projektet og har fokus på at skulle kunne opskalere de bæredygtige tiltag i fremtidige projekter.

Realdania By & Byg
Indstillet for deres indsats i at arbejde med LCA-beregninger på alle deres byggerier og for at restaurere gamle og historiske bygninger, så de ikke belaster nutidens CO2-regnskab.

Region H
Renoverer og opfører en række hospitaler, herunder de historiske og fredede bygninger på Bispebjerg Hospital.

Region Nordjylland
Arbejder for grøn omstilling og bæredygtighed på regionens sygehuse, institutioner og administration. Stort fokus på at nedbringe CO2-udledningen fra alle typer aktiviteter som kørsel, opvarmning og elforbrug. Desuden stort fokus på grønne indkøb og god affaldshåndtering.

ROCKWOOL
ROCKWOOL er indstillet for renoveringen af det nordiske hovedkontor fra 1972, som med nye tiltag har reduceret energiforbruget så meget, som det er teknisk muligt, og det er nu reduceret med 64% i forhold til opførelsen.

Roskilde Kommune
Roskilde Kommune er indstillet for ejendomsstrategien, der bygger på FNs verdensmål, og som udover bæredygtige løsninger også fokuserer på vidensopbygning, partnerskaber og samarbejder. Udvalgte projekter, der fremhæves, er P-Hus Indfaldet på Musicon.

Salling Group
Indstillet for at have påbegyndt arbejdet mod en grønnere detailbranche gennem de nye bæredygtige varehuse og ”Den Grønne Netto”. Særligt fremhæves den nye Nettobutik i Bygholm Bakker, som er Danmarks første bæredygtige supermarkedsbygning.

Sund & Bælt A/S
Indstillet for at have forlænget levetiden af Storebæltsforbindelsen gennem digitale løsninger og ny teknologi. Ifølge Rambølls beregninger vil den forlængede levetid give en besparelse på omkring 750.000 tons CO2.

Vejdirektoratet
Vejdirektoratet har udviklet et nyt beregningsværktøj, som bliver en ny standard for bygherrens klimaanalyser. InfraLCA gør det muligt at beregne CO2-emissioner ved en given aktivitet, og dermed kan bygherre og entreprenør stille krav om CO2-besparelser i udbud og indkøb.

VELUX
Indstillet for projektet Living Places, som arbejder med, hvordan vi kan reducere miljøpåvirkningen målt på hele livscyklusanalysen. Projektet har fundet en vej til at reducere udledningerne med 70% pr. person målt mod et traditionelt parcelhus.

Aalborg Kommune
En strategisk stærk bygherre. Digitaliseringen af kommunens ejendomsportefølje skaber større viden om kommunens ejendomme og behov og sikrer en mere bæredygtig drift og udvikling i byggeriet i forhold til både klima, brugere og økonomi. Med styr på data kan man arbejde bevidst mod at indfri kommunens ambitioner.

Sådan foregår udvælgelsesprocessen

Foran juryen ligger der nu en svær beslutning, når de skal vurdere kandidaterne og beslutte, hvem der skal endeligt nomineres. Efter sommerferien offentliggøres det, hvilke fem udvalgte projekter, som juryen gerne vil besøge, og på baggrund af disse besøg findes de tre finalister, der skal dyste om titlen Årets Bygherre 2022. Vinderen kåres den 11. november.

Juryen består i år af følgende personer:

Harpa Birgisdottir, professor og ph.d. ved BUILD AAU
Henrik Mielke, direktør hos MT Højgaard Holding
Palle Adamsen, adm. direktør, Lejerbo
Peter Fangel Poulsen, partner og medstifter, Bauherr og bestyrelsesformand i Bygherreforeningen
Sine Juel Praastrup, vice president i COWI’s byggeridivision i Aarhus

Juryen sparer med Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen, Jesper Malm, områdechef for kommunikation og udvikling samt projektleder, Emily Krygell Schrøder.

Prisen uddeles som en del af Building Awards, som Licitationen står bag sammen med en række partnere. Bygherreprisen uddeles i et samarbejde mellem Bygherreforeningen og Boligfonden Kuben.

 

Nyheden er skrevet af Emily Krygell Schrøder

Aktuelt

Brand i Børsen: Tid til omtanke, ikke drastiske konklusioner

Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen, udtrykker dyb medfølelse med Dansk Erhverv, og sender varme tanker til beredskabet, der kæmpede for at slukke branden og sikre området. Han håber på, at vi kan lære af situationen og bruge den tragiske hændelse til at blive klogere på, hvordan vi forebygger ildebrande og ødelæggelser af historiske bygninger. Også i en situation, hvor vi samtidig arbejder med en bæredygtig omstilling af byggeriet.
19/04/2024/af Sofie Meyer

Bofællesskabsudvikler: ”Jeg stiller nogle andre spørgsmål, og prøver at vende tingene lidt på hovedet”

I månedens bygherreportræt kan du møde Tania Nissen, udviklingsdirektør hos Hyllegaard Udvikling en del af Vanaheimr, der bl.a. udvikler stor-bofællesskab og projekter inden for landbrug og energioptimering. Tania er ny i byggebranchen, og med sit blik ude fra, brænder hun for nyskabelse. Hun er optaget af at optimere processer, og så ønsker hun at udfordre de etablerede metoder og tankegangen omkring risiko, profit og samarbejde.
15/04/2024/af Sofie Ullum Jensen

Psykologisk sikkerhed kan gøre at fejl opdages i tide

Fejl og misforståelser kan koste dyrt på bygge- og anlægsprojekter, både i forhold til tid, økonomi, image og samarbejde, og jo senere fejlene kommer på bordet, desto dyrere risikerer de at blive. Bl.a. derfor vinder nye samarbejdsformer frem, som skaber bedre rammer for medarbejdernes psykologiske sikkerhed, hvor der fx er plads til at indrømme fejl uden at blive dømt eller udstødt. Til en workshop i Samarbejdsløftet i marts blev det tydeligt, at begrebet ikke kun er relevant i en snæver byggepladskontekst, men lige så vigtigt for bygherrerne på ledelsesgangene.
12/04/2024/af Sussi Hansen

Styrk din faglighed på et af vores kommende arrangementer

[av_custom_masonry_entries 0_pos_post='' 1_pos_post='' 2_pos_post='' 3_pos_post='' post_terms='Kursusemne,48,50,58,56,57,51,54,49,59,52,63,55' nr_posts='3' nr_off_posts='' post_order='ASC' grid_layout='without_top' top_image='http://bygherreforeningen.kathlab.dk/wp-content/uploads/2018/06/Overblik-over-ændringer-i-AB.jpg' attachment='2544' attachment_size='full' masonry_filter='hide' av_uid='av-jia0oanc' custom_class='']

Få den nyeste viden fra Bygherreforeningen i din indbakke

Ja tak – send mig Bygherreforeningens nyhedsbrev