En stærk lærlingeindsats er både en investering i fremtidens faglærte og en gevinst for byggeprojekterne her og nu. Derfor sætter Bygherreforeningen fokus på at få lærlinge ud på byggepladserne. Senest gav senior projektleder, Mette Kristensen, og senior konsulent, Gitte Aarrejärvi, et inspirerende oplæg hos HOFOR, hvor deltagerne fik indsigt i, hvordan bygherrer strategisk og praktisk kan arbejde med lærlinge i byggeprojekter.
På mødet delte Mette og Gitte erfaringer fra samarbejdet med byggeriets forskellige aktører og præsenterede konkrete værktøjer, der kan styrke lærlingeindsatsen på byggepladser i hele landet. Et særligt fokus var på lærlingeplanen, som blev fremhævet som et effektivt styrings- og dialogværktøj gennem hele byggeprocessen – fra udbud til aflevering.
Konkrete råd og skabeloner
Deltagerne fik desuden adgang til nyttige skabeloner til opstartsmøder, tjeklister til projektledere og entreprenører samt eksempler på lærlingeklausuler, der kan integreres i kontrakter. Et konkret råd var blandt andet at kræve, at hovedleverandører udpeger en lærlingeansvarlig på projektet. Det sikrer bedre opfølgning og tydelig ansvarlighed, og dette kan også indskrives i uddannelsesklausuler.
Opstartsmøder med fokus på lærlinge blev også anbefalet som et vigtigt element, hvor man sætter klare rammer for, hvordan indsatsen følges op løbende i projektet.
Mødet bød desuden på dialog, hvor deltagerne kunne dele egne erfaringer og stille spørgsmål til, hvordan Bygherreforeningen har håndteret lignende udfordringer.
”Som tilhører fik vi også mulighed for at reflektere over egne erfaringer og udfordringer og stille spørgsmål om, hvordan Bygherreforeningen har håndteret tilsvarende eller lignende udfordringer. Oplægget gav ny inspiration og idéer til, hvordan vi, som bygherrer, kan styrke lærlingeindsatsen i vores organisationer. Det lyder også spændende, at der kommer en vejledning til anlægsbyggerier til efteråret, da dette er meget relevant for HOFOR,” fortæller Stefan Østbø, CSR-konsulent hos HOFOR.
Senior projektleder Mette fra Bygherreforeningen understreger vigtigheden af indsatsen:
“At arbejde målrettet med lærlinge i byggeprojekter handler ikke kun om at skabe nye uddannelsespladser – det er en investering i branchens fremtid og en måde at styrke både kvalitet og social ansvarlighed. Ved at samarbejde tæt med alle aktører sikrer vi, at lærlinge får de bedste muligheder for at lære og udvikle sig.”
Bygherreforeningens opsøgende indsats viser, at en stærk lærlingeindsats kræver samarbejde, struktur og konkrete værktøjer og vigtigst af alt, at det er noget, bygherrer aktivt prioriterer og følger op på i praksis.
Gratis workshops, oplæg og vejledning
Bygherreforeningen tilbyder et skræddersyet forløb, der gør det muligt for jer at arbejde med Bygherrens Lærlingeindsats i jeres organisation. Tilbuddet er ideelt for projektledere, byggechefer eller andre ledelsesrepræsentanter, som ønsker at arbejde med social bæredygtighed, der kan gavne jeres organisation, branchen og samfundet.
Er I allerede erfarne i arbejdet med målsætning om lærlinge på byggeprojekter, kan I vælge de moduler, der passer til jeres situation. Hvis I derimod er nye i arbejdet med at uddanne faglærte på byggeprojekterne, tilbyder vi ’hele pakken’ – som kan opdeles i flere etaper, hvis det ønskes.
Kontakt os eller læs mere her.
Håndbog samler viden, råd og værktøjer til bygherrer
Som en del af indsatsen har Bygherreforeningen netop lanceret en ny håndbog, der samler erfaringer, råd og konkrete værktøjer til at styrke lærlingeindsatsen på byggeprojekter. Håndbogen giver dig en trin-for-trin guide til, hvordan du kan skabe flere lærepladser – uanset om du er offentlig eller privat bygherre. Du kan downloade håndbogen her.