Nyhed -

07/09/2026

Historisk slagteri bliver forvandlet til kulturelt fællesskab

I begyndelsen af 2027 går arbejdet i gang med at forvandle industrimonumentet Slagteribygningen i Faaborg til ét stort fælleshus, hvor kultur, unge, iværksætteri og foreningsliv skal mødes under samme tag. Projektet tager afsæt i et enkelt, men markant greb: at bevare så meget som muligt af den eksisterende bygning.

Slagteribygningen i Faaborg blev opført i 1974 til produktion og distribution af færdigretter og blev hurtigt byens største arbejdsplads og et stærkt symbol på Faaborg som industriby. I dag har bygningen stået tom i en årrække, og arbejdspladserne er væk. Derfor skal den nu være med til at sætte en ny retning for Faaborg med fokus på oplevelsesøkonomi, kultur og fællesskab.

Nyt liv i en historisk bygning

Projektet handler ikke kun om at holde fast i historien, men om at udnytte de kvaliteter, der allerede findes. De store, åbne arealer og den solide konstruktion giver gode muligheder for at skabe nye rum og fællesskaber for forskellige grupper i byen – ikke mindst de unge.

Samtidig er transformationen et bevidst valg frem for at rive ned og bygge nyt. Ved at tage udgangspunkt i det eksisterende, kan materialer og arkitektoniske kvaliteter bevares, samtidig med at stedet får en helt ny funktion og betydning for byen.

For Christian Thulstrup Lauesen, udviklingschef for projektet, handler transformationen om at bygge videre på bygningens store betydning for Faaborg.

”Historisk set har Slagteribygningen betydet rigtig meget for byen. Det skal den også gøre fremadrettet. Nu skal den bare gøre det på en anden måde, med et andet indhold,” fortæller Christian Thulstrup Lauesen.


Lokalbefolkningen skal være med

For fonden bag projektet er det afgørende, at Slagteribygningen bliver et samlingspunkt, som lokalbefolkningen tager til sig. Derfor er lokale aktører allerede med til at forme husets fremtid.

Et eksempel er den løbende dialog med den frivillige organisation, der arbejder med at genoplive Midtfyns Festivalen. De er helt oplagte at involvere i projektets kulturelle del, så de også kan være aktive  uden for festivalsæsonen. På den måde kan huset og de lokale foreninger understøtte hinanden og skabe aktiviteter i Faaborg året rundt.

”Vi skal have de lokale med. Hvis ikke de tager huset til sig, så får vi ikke den værdi ud af det, som vi gerne vil have. Og der er heldigvis allerede rigtig mange, som kan se stor værdi i projektet.”


Et hus for kultur, gastronomi og fællesskab

Når Slagteribygningen står færdig, skal der være plads til kultur, nytænkning, kreativitet, iværksætteri, kunst, friluftsliv og lokal fødevareproduktion. Et stort indendørs torv bliver det centrale samlingspunkt, hvor bibliotek, foreningsliv, kultur og events kan mødes og skabe liv på tværs.

Tanken er, at aktiviteterne ikke skal fungere som adskilte tilbud, men skal kunne flyde sammen og skabe nye møder mellem byens borgere, foreninger, iværksættere og besøgende. På den måde skal det tidligere slagteri blive et levende fællesskabshus, der kan bruges året rundt.

Ambitionen rækker dog længere end til selve huset. For Christian Thulstrup Lauesen er håbet, at den nye Slagteribygning bliver startskuddet til en ny udvikling for hele Faaborg.

”På den lange bane er mit håb, at man kigger tilbage om 20 år og tænker: Det var faktisk dér, Faaborg virkelig udviklede sig i en anden retning,” afslutter Christian Thulstrup Lauesen.


Fakta:

  • Projektet er udarbejdet af TEAM BBP Arkitekter bestående af BBP Arkitekter, JAJA Architects, Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma og LYTT Landskabsarkitekter.
  • Tidligere slagteri med stort bygningskompleks på Faaborg Havn med mere end 120 års historie.
  • 6.500 m² industribygning står tilbage.
  • Samlet anlægsbudget: ca. 115 mio. kr.
  • Finansieret af Realdania, Faaborg-Midtfyn Kommune, Nordea-fonden og Statens Kunstfond.
  • Forventet åbning: Medio 2028


Vil du høre mere om flerbrugerhuse og multianvendelse?

Christian Thulstrup Lauesen holder oplæg den 24. september 2026 på Bygherreforeningens seminar.

Aktuelt

Styrk din faglighed på et af vores kommende arrangementer

okt
22
Styring og økonomi

Økonomistyring gennem alle faser

På dette kursus får du en god grundlæggende introduktion til økonomistyring og Contract Management. Du bliver klædt på til at overskue og navigere sikkert i den komplekse organisering af samarbejdspartnere og kontraktforhold i bygge-projektet og...

okt
22
Byggeri, drift og anlæg

Universelt Design i byggeri – fra viden til praksis

Hvordan får vi Universelt Design til at leve hele vejen gennem byggeprocessen – fra de første krav til udførelse og drift? På dette webinar præsenterer vi resultater fra forstudiet ”Universelt Design i byggeri – fra viden...

okt
23
Byggeri, drift og anlæg

Masterclass for sikkerhed og resiliens

Få den nyeste viden om beskyttelse, sikkerhed og resiliens i det byggede miljø i Danmark. Tilmeld op til to deltagere fra samme virksomhed til et spændende udviklingsprogram, hvor I bliver undervist af førende sikkerhedseksperter og...

Få den nyeste viden fra Bygherreforeningen i din indbakke

Ja tak – send mig Bygherreforeningens nyhedsbrev

Close the CTA