Kan bevaringsværdig arkitektur skabes?

Transformation af industribygning (forslag fra Lars Mortensens Ph.d. afhandling / Gottlieb Paludan Architects). Reparation af facader, udskæringer til nye vinduer, nyt indgangsparti og indvendig efterisolering er de få indgreb, der skal til for at bygningens elegante hjørnedetalje og elementproportioner bliver tydelige. Bygningen foreslås at overgå fra lager til showroom-funktion.

Allerød station (Gottlieb Paludan Architects, 2016). Renovering af perroner og tunneller, der gennem reparationer og ny belysning, trampe og værn m.m. formår at genskabe sammenhængen mellem stationens bygninger. Hasleklinken var oprindeligt et gennemgående materiale på hele Allerød station, og bliver gennem projektet retableret som sammenbindende element.

Holte station (Gottlieb Paludan Architects, 2016). Nedrivning af mellembygning, ny forplads og nyt trappehus, der i fællesskab etablerer et nyt byrum, der tillader niveaufri adgang mellem alle stationens funktioner. De ældre bygninger er restaureret, mens de nye tilføjelser er så åbne som muligt for at sikre overblik og tryghed.

Topsøe Fuel Cell, testcenter (Gottlieb Paludan Architects, 2012). Transformation af industrilagerhal i sandwichelementer. Ved hjælp af enkle greb som nye gulvflader, udskiftning af ovenlys og maling af betonkonstruktioner accentueres og synliggøres hallens simple konstruktioner og store rum.

.

Transformation af industribygning (forslag fra Lars Mortensens Ph.d. afhandling / Gottlieb Paludan Architects). Stålkonstruktioner genbruges og bygningen efterisoleres udvendigt og tilføres ny facade i fibercementplader, der videreudvikler den eksisterende facades vandrette formater med inspiration fra H.C. Hansen og Herzog & deMeuron.

Mængden af potentielt bevaringsværdig og fredningsværdig arkitektur vokser eksplosivt i disse år. Det skyldes blandt andet bygningsfredningslovens 50-års regel, der i skrivende stund tillader fredning af bygninger opført frem til 1967. Det er midt i danmarkshistoriens største byggeboom, hvor kransporsbyggerier, parcelhuse, institutioner og industrihaller skød op på tværs af landet. Den eksplosive stigning af potentielt bevaringsværdige bygninger skyldes i lige så høj grad en forandring af selve kulturarvsbegrebet, hvor man i tiltagende grad sætter fokus på velfærdssamfundets by, på det almindelige og industrialiserede byggeri. Ser man bort fra de enkeltsående hovedværker i efterkrigstidens guldalder i dansk arkitektur, så udgør hovedparten af 60’ernes byggeri nogle af arkitektfagets yndlingsaversioner – parcelhusene, det almene boligbyggeri og forstaden i bred forstand. Det stiller rådgivere og bygherrer i en paradoksal situation, for hvordan og hvorfor skal man bevare og værne om en bygningsmasse, der i værste fald er ringeagtet og i bedste fald blot overset? Polemikken om fredningen af Bellahøjhusene for et par år siden og Dansk Folkepartis aktuelle lovforslag om affredning af nyere arkitektur er symptomer på denne udvikling, hvor vi som samfund – og arkitekter – i stigende grad tvinges til at forholde os til yngre og endda udskældt arkitektur som værende både historisk og kulturarvsbærende.

Hvorfor ikke rive det ned?
Det nemme svar er naturligvis at jævne de uønskede og fejlslagne 60’erbyggerier med jorden og skabe nye værker i samtidens billede. Men omkring halvdelen af alt byggeri i Danmark er opført i efterkrigstiden og udgør dermed ufattelig store mængder allerede investerede ressourcer. Alene fra et bæredygtighedsperspektiv er det derfor uforsvarligt ikke at forholde sig til denne enorme bygningsmasse og sørge for, at dens funktionsdygtighed og kulturelle betydning opretholdes. Dertil kommer det faktum, at efterkrigstidens byer og byggerier på mange måder er det byggede vidnesbyrd om velfærdssamfundets implementering og dets idealer om lighed, social sikkerhed og stærke institutioner. Set i lyset af den danske velfærdsmodels historiske succes er det ikke overraskende, at velfærdssamfundets planlægning, bebyggelser og infrastruktur mm. udgør det man kan kalde for morgendagens kulturarv. Der er derfor tungtvejende grunde til at interessere sig for velfærdssamfundets arkitektur i et fremadrettet perspektiv.

Bevaring gennem forandring
Argumenterne om bæredygtighed og kulturarv fjerner imidlertid ikke de konkrete arkitektoniske problematikker, der vedrører alt fra dysfunktionelle boligområder og utidssvarende energiforbrug til arkitektonisk armod og byggeteknisk dårligdom. Det er en svær og krævende opgave faget står over for med at bevare og transformere velfærdssamfundets arkitektur. For hvordan skabes noget værdifuldt og bevaringsværdigt ud fra et middelmådigt udgangspunkt? Kan man gennem forandringen bibringe den jævne – men dog historisk betydningsfulde – arkitektur en værdifuld og kvalitetsforøgende bearbejdning?

Hvis man opfatter kulturarv som et foranderligt begreb, der løbende ser på fortiden med nye øjne, så åbner det mulighed for at lade nye dele af det byggede miljø træde ind i kulturarvens felt og udvide fagets analysemetoder. Netop her er nøglen til den succesfulde og kulturarvsskabende transformation, for kun gennem grundig analyse og tilegnelse af det eksisterende – både æstetisk, historisk, konstruktivt og socialt – bliver man som arkitekt i stand til at se og forstå de konstituerende og karaktergivende træk i det bygværk, man skal forandre. Hvis man er i stand til at tilegne sig det sprog, som har skabt det bestående – uanset hvor fattigt det måtte være – har man redskaber til at genfortolke detaljer, bygningsdele, figurer og stemninger. Med andre ord handler det om at omforme det eksisterende, så det kan blive en bedre udgave af sig selv. Disse forhold gør sig særligt gældende for det almindelige og ’ikke-særlige’ byggeri. Kun den fordomsfri og nysgerrige analyse muliggør, at det arkitektoniske indgreb skærper og forbedrer det eksisterende, så transformationen kan forløse et ‘slumrende potentiale’ i den eksisterende arkitektur. Sidstnævnte er helt centralt, både af hensyn til vores bygningskultur og af hensyn til vores ressourceforbrug.

.

Transformation af industribygning (forslag fra Lars Mortensens Ph.d. afhandling / Gottlieb Paludan Architects). Reparation af facader, udskæringer til nye vinduer, nyt indgangsparti og indvendig efterisolering er de få indgreb, der skal til for at bygningens elegante hjørnedetalje og elementproportioner bliver tydelige. Bygningen foreslås at overgå fra lager til showroom-funktion.

Allerød station (Gottlieb Paludan Architects, 2016). Renovering af perroner og tunneller, der gennem reparationer og ny belysning, trampe og værn m.m. formår at genskabe sammenhængen mellem stationens bygninger. Hasleklinken var oprindeligt et gennemgående materiale på hele Allerød station, og bliver gennem projektet retableret som sammenbindende element.

Holte station (Gottlieb Paludan Architects, 2016). Nedrivning af mellembygning, ny forplads og nyt trappehus, der i fællesskab etablerer et nyt byrum, der tillader niveaufri adgang mellem alle stationens funktioner. De ældre bygninger er restaureret, mens de nye tilføjelser er så åbne som muligt for at sikre overblik og tryghed.

Topsøe Fuel Cell, testcenter (Gottlieb Paludan Architects, 2012). Transformation af industrilagerhal i sandwichelementer. Ved hjælp af enkle greb som nye gulvflader, udskiftning af ovenlys og maling af betonkonstruktioner accentueres og synliggøres hallens simple konstruktioner og store rum.

 

Dette blogindlæg er tidligere udgivet på renoveringpaadagsordenen.dk. Denne platform er nedlagt, hvorfor indlægget er genudgivet på bygherreforeningen.dk, der tidligere har varetaget driften heraf.