Stærk kommunikationskonsulent til barselsvikariat

Vi søger en faglig stærk kommunikationskonsulent til et barselsvikariat, der kan understøtte de gode relationer til vores medlemmer og samarbejdspartnere og som kan løfte byggeriet endnu højere på den politiske dagsorden.

Der bygges i Danmark som aldrig før. Årligt igangsættes store byggeprojekter for knap 100 mia. kr., og de massive investeringer vil ændre vores samfund, som vi kender det. Bygherreforeningen er en af byggebranchens førende interesseorganisationer. Vi samler virksomheder og organisationer, som står bag og køber ind til landets største byggeprojekter. Lige fra store by- og boligudviklingsprojekter til hospitaler og infrastrukturanlæg.

I Bygherreforeningens sekretariat varetager vi vores medlemmers fagpolitiske interesser, ligesom vi understøtter deres faglighed gennem en række udviklingsprojekter og ved bl.a. at tilbyde kurser, efteruddannelse, konferencer og seminarer. Vi er vokset en del i de senere år, og vi mødes i stigende grad med et ønske om, at der skabes en større forståelse for bygherrernes rolle i byggeriet og for byggeriets rolle og værdiskabelse i samfundet.

Arbejdsopgaver

Lige nu søger vi en dygtig kommunikationskonsulent, der kan supplere vores kommunikationsteam – særligt i forhold til kommunikationen til vores medlemmer og til at formidle budskaber og viden til omverdenen via strategisk PR-arbejde gennem både sociale og traditionelle medier. Jobbet vil have en ligelig fordeling mellem strategi og eksekvering. Dine opgaver og ansvarsområder vil bl.a. være følgende:

  • Udvikling af kommunikationsstrategier og planer på større kampagner og projekter
  • Formidle faglig viden og værktøjer til medlemmer fra bl.a. vejledninger, rapporter og analyser
  • Projektledelse af kommunikationskampagner og indsatser
  • Løbende PR-arbejde
  • Løbende kommunikationsproduktion til bl.a. hjemmeside, nyhedsbrev og sociale medier
  • Politisk kommunikation

Lige nu er vi i gang med at køre en række store kampagner og projekter som bl.a. handler om at nedbringe energiforbruget i byggeriet samt at sikre flere lærlingepladser på de store byggeprojekter.

Du bliver en del af et dynamisk team på fire medarbejdere, som arbejder med kommunikation, markedsføring og interessevaretagelse på forskellig vis.

Din profil

Vi forestiller os, at du er uddannet inden for kommunikation eller journalistik, og at du har erfaring med pressearbejde, kommunikationskampagner på sociale medier og tekstforfatning fra tidligere ansættelser. Du er struktureret, kvalitetsbevidst, og ansvarsfuld, og formår hurtigt at kunne sætte dig ind i sommetider tungt fagligt materiale, og omsætte det til letforståelige og stærke budskaber, der støtter op om vores forenings mærkesager. Det er en fordel, hvis du har erfaringer med at agere rådgivende konsulent på større eller mindre projekter.

Vi tilbyder

Du bliver en del af en organisation i rivende udvikling, der spiller en stadig stigende rolle i udviklingen af byggeriet i Danmark og dermed også for, hvordan vores samfund og byer skal udvikle sig i fremtiden.

Du vil få 28 søde, sjove og dygtige kolleger med forskellige fagligheder, som har det rart sammen og som indgår i samarbejde på kryds og tværs.

Vores kontor ligger i BLOX, som er et stort kontorfællesskab centralt i København. Vi tilbyder stor fleksibilitet i forhold til arbejdstider og en kultur, og man har mulighed for hjemmearbejde. Stillingen er som udgangspunkt et barselsvikariat, der strækker sig frem mod januar 2022, med tiltrædelse fra start december 2020.

Yderligere information

Hvis du kan se dig selv i ovenstående, så send din ansøgning hurtigst muligt til kommunikationschef Jesper Malm på jm@bygherreforeningen.dk og vedlæg gerne dit CV. Vi indkalder til samtaler løbende. Ansøgningsfristen er den 15. oktober 2020 kl. 12.00, men vi indkalder til samtaler løbende.

Har du spørgsmål til stillingen, er du også velkommen til at kontakte kommunikationskonsulent Freja Andersen på 93104422 eller fra@bygherreforeningen.dk.

Få den nyeste viden fra Bygherreforeningen i din indbakke

Ja tak – send mig Bygherreforeningens nyhedsbrev