Uddannelse -

05/03/2019 - 04/06/2019

Projektlederuddannelse til bygherrer – del 2

Bygherreforeningens projekt- og proceslederuddannelse udbydes i samarbejde med Implement Consulting Group, og er et tilbud til dig som enten allerede er eller skal være projektleder på byggeprojekter. Med uddannelsen får du et helikopterperspektiv på dine byggeprojekter, kompetencer og muligheder, så du er klar til hverdagens udfordringer.

Pris

Medlemspris:

14500 kr. ex. moms

Ikke medlemmer:

19700 kr. ex. moms

Tid og sted

Byggerier er komplicerede udviklingsprojekter. De rummer mange faglige beslutninger og nyder stor opmærksomhed og masser af ekstern involvering fra bl.a. omgivelser og samarbejdspartnere. Det kræver meget stærke ledelses- og styringskompetencer af projektlederen at gennemføre succesfulde byggeprojekter.

Uddannelsen, som udbydes i samarbejde med Implement Consulting Group, kan gennem uddannelsens netværksform giver dig værdifulde kontakter blandt de andre deltagere, som du kan sparre med i fremtiden. Derudover kan du vælge at gå til eksamen og opnå 5 ECTS-point, eller kvalificere dig til en IPMA-certificering på niveau C.

Uddannelsen udgøres af to læringsforløb, hvor første del (del 1) har fokus på projekt- og procesledelse i byggeprojekter mens anden del (del 2) beskæftiger sig med strategisk ledelse, forretninger og processer.

Hvad består uddannelsen af?

Projektlederuddannelsens første anden del fokuserer på strategisk ledelse, forretninger og processer. På denne del bliver du stærkere til at agere strategisk i byggeprojekterne bl.a. arbejde med strategisk valg, tilvejebringelse af beslutningsgrundlag, samarbejdsstrategier mv.

Undervisningen er bygget op om en primært teoretisk formiddag og en case- og workshopbaseret eftermiddag. Her møder du hver gang erfarne undervisere samt ledere fra professionelle bygherreorganisationer, som ved, hvad der er vigtige kompetencer/succeskriterier for bygherreorganisationens projektledere og som sætter teorierne, værktøjerne og diskussionerne i perspektiv.

Som en integreret del af uddannelsen kommer du til at arbejde med et konkret byggeprojekt eller en arbejdsmetode, enten dit eget projekt eller et fra den gruppe, du tilknyttes. Under alle omstændigheder med umiddelbar anvendelighed for dine egne projekter, så vi kommer så tæt på din hverdag som muligt.

Uddannelsesforløbet afsluttes med en fælles fremlæggelse af gruppens case for et panel af bygherrer, som giver feedback på præsentationen.

Læs mere om projektlederuddannelsens del 1.

Hvem kan deltage?

Projektledere i bygherreorganisationer og andre, der arbejder med projekt- og procesledelse i byggeprojekter.

Indhold

Del 2: Strategisk ledelse, forretninger og processer
Vi tager fat i, hvordan du som bygherrens projektleder arbejder strategisk i projekterne og leder strategierne ud i værdikæden – fra brugerne til samarbejdspartnerne, projektejer og teamet. Vi ser på, hvordan du som leder af processer og mennesker i projekterne kan bruge strategier til at skabe retning i dit projekt og komme godt i mål. Vi tager fat i strategiprocesser, ledelse, beslutningsgrundlaget i bygherrefeltet:

  • De strategiske valg og tilvejebringelse af beslutningsgrundlag – byggeprojektets businesscase
  • Kontraktøkonomi og organisation
  • Strategier for ledelse og samarbejde i byggeriets værdikæde
  • Byggeprojekter som forandringsprocesser
  • Proceslederens betydning for værdiskabelse i projektet

Grundbøger
John Ryding Olsson (2016): Projektlederskab – effekt til tiden. De seks ledelsesroller
John P. Kotter (2008): Haster! – Fornemmelse for forandring

Forårets datoer

  • Tirsdag den 5. marts 2019
  • Tirsdag den 9. april 2019
  • Tirsdag den 7. maj 2019
  • Tirsdag den 4. juni 2019

Frivillig eksamen med ECTS-point: juni 2019 (aftales med holdet).

Hvor & hvornår

Alle møder finder sted i Bygherreforeningen, Borgergade 111, 1300 København K fra kl. 10.00-18.00, første dag og sidste dag slutter vi med fællesspisning fra kl. 18.00-19.00. Der er et maksimum på 20 deltagere per forløb for at sikre de optimale rammer for læring og netværk.

Du skal mødes/skype om dine læringsmål med din gruppe, ligesom vi anbefaler, at du selv læser op på den angivne litteratur. Det er ca. 500 sider per netværk, som samtidig er pensum, hvis du ønsker at gå til eksamen.

Pris

Prisen for del 2 er 14.500 kr. for medlemmer og 19.700 kr for ikke-medlemmer. Hvis du vælger at tage det samlede forløb (del 1 og del 2) er prisen 24.000 kr. for medlemmer og 29.900 kr. for ikke-medlemmer.

Priserne er uden moms, men inklusive grundbøger og alle øvrige materialer samt forplejning inkl. fælles middage som start og afslutning på forløbet.

Der er særrabat, når I tilmelder jer mere end tre fra hver organisation.

Det er også muligt at tilpasse ét eller begge forløb som et virksomhedsforløb, hvor indholdet relateres til jer. Kontakt Anne Kristine Busch for at høre mere.

Eksamen og pris
Sidste år gik de fleste deltagere til eksamen, og de oplevede det som en fin afslutning på læringsforløbet. Du kan vælge at gå til eksamen i uddannelsen Diplom i Ledelse og få 5 ECTS-point per forløb.

Eksamen med ECTS-point: 2.900 kr. Læs om, hvordan du bruger netværksforløbet som led i en diplomuddannelse.

Læs om, hvordan du bruger netværksforløbet som led i en IPMA-certificering, priser mv.

Undervisere

Astrid Marie Starck, konsulent hos Implement Consulting Group
Astrid er projekt- og managementkonsulent hos Implement Consulting Group med stor erfaring som konsulent og undervisning af projektledere. Blandt mange andre projekter har hun undervist på Vejdirektoratets projektlederuddannelse.

Peter Rod, ekstern lektor hos UCL
Peter er med sit stærke fundament inden for ledelse og de nyeste teorier og trends inden for projektledelse ansvarlig for teoriapparatet på uddannelsen. Ud over undervisning arbejder han med organisationsudviklingsprojekter.

Hanne Ullum, vicedirektør i Bygherreforeningen
Hanne er uddannet arkitekt og arkitekten bag uddannelsen. Hun har i en årrække arbejdet som bygherre og er ansvarlig for at omsætte teori til de bygherrefaglige perspektiver i uddannelsen.

Gæstetalere
Vi har bl.a. haft besøg af Banedanmark, Bispebjerg Hospital, BLOX, Bruun & Hjejle, Børneriget, DANSKE ARK, Diakonissestiftelsen, DTU, emcon, Gentofte Ejendomme, Realdania, Region Sjælland og TRUST.

Arrangementsansvarlig er Anne Kristine Busch akb@bygherreforeningen.dk

Del på sociale medier

Linkedin

Styrk din faglighed på et af vores kommende arrangementer

  • 23
    januar
    Samarbejde - København

    Projektkonkurrencen under lup: Evaluering af Kalvebod Fælled Skole

    Arkitektforeningen og Bygherreforeningen inviterer til temamøde, hvor projektkonkurrencen sættes under lup. Formålet er at komme ind til kernen i konkurrencens værdier for at drøfte, hvilke potentialer og muligheder konkurrencen kan…

  • 29
    januar
    Aftaler - København

    Morgenmøde: Forenklet AB/ABR

    Få indsigt i, hvordan du kan bruge de forenklede versioner af AB og ABR. De forenklede versioner er tiltænkt mindre krævende opgaver, så man kan spare på de administrative ressourcer…

  • 31
    januar
    Aftaler - København

    Få overblik over de nye ydelsesbeskrivelser (YBL18)

    Kurset giver dig overblik over de nye ydelsesbeskrivelser, der ligesom det nye AB-system har gennemgået en revision for at gøre dem tidssvarende og for at sikre et meningsfuldt samspil med…