Kursusudvikler med fokus på byggeri

Kunne du tænke dig at være med til at udvikle bygherrernes kompetencer? Så tilbyder vi et spændende job, som kursusudvikler i Bygherreforeningen, hvor du får mulighed for at udvikle vores kurser, medlemsarrangementer og uddannelser.

I Bygherreforeningen har vi rigtig travlt, og der sker en stor udvikling inden for kompetence- og kursusområdet. Vi er derfor på udkig efter en nysgerrig og struktureret kursusudvikler gerne med kendskab til byggebranchen.

Byggeriet er landets fjerdestørste branche. Langt de fleste byggerier sættes i gang af professionelle bygherrer, som indkøber bl.a. kontorbyggerier, produktionsanlæg, broer, hospitaler eller folkeskoler for trecifrede milliardbeløb hvert år. Bygherreforeningen repræsenterer som brancheorganisation nogle af de mest fremtrædende virksomheder og organisationer, som står bag landets største byggerier og anlægsprojekter – både offentlige og de private.

I vores sekretariat varetager vi vores medlemmers fagpolitiske interesser, og vi understøtter deres faglighed gennem en række udviklingsprojekter og en pallette af kursus- og efteruddannelsestilbud. Desuden huser vi flere sekretariater og indsatser, som går på tværs af flere organisationer i byggeriet, som fx Værdibyg og Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar.

Arbejdsopgaver

Du bliver en del af et dynamisk team, som arbejder med udvikling, planlægning og afvikling af kurser, uddannelser og arrangementer. Vores kompetence- og kursustilbud er i vækst, og vi oplever god respons fra vores medlemmer. For at kunne imødekomme efterspørgslen leder vi derfor efter en kursusudvikler, som kan være med til at udvikle og skabe nye tilbud til vores medlemmer og drifte vores kursusportefølje i tæt samspil med vores kompetenceteam i sekretariatet.

Du vil hovedsageligt være med til at:

  • Udvikle nye kurser i tæt samspil med de øvrige faglige medarbejdere i sekretariatet
  • Udvikle den kursusportefølje vi allerede har i tæt dialog med underviserne
  • Deltage i udviklingen af ny lederuddannelse og foreningens projektlederuddannelse
  • Deltage i udviklingen af foreningens kursus og kompetencetilbud generelt
  • Indgå som en vigtig del af den daglige drift i kompetenceteamet
  • Være en del af foreningens arbejde med faglige udvalg og netværk
  • Tilrettelægge og afholde større events for medlemmerne (fysiske og digitale)
  • Indgå som en aktiv medspiller i vores faglige udviklingsprojekter

Vi forventer af dig

Du har erfaring med kursusudvikling og efteruddannelse eller kommer fra byggebranchen fx fra en bygherreorganisation og har lyst til at arbejde med kompetenceudvikling. Det er en fordel, at du har erfaring med eller kendskab til byggebranchen og byggeriets vilkår, fx kontraktforhold, udbuds- og indkøbsprocesser og byggetekniske forhold.

Du er nysgerrig over for nye faglige områder og er systematisk tænkende. Du er god til både skriftlig og mundtlig formidling, kan bevare overblikket over mange faglige områder og kan facilitere møder med eksterne deltagere.

Vi har en relativ flad organisation, hvor folk i udbredt grad tager ansvar for deres egne opgaver. Vores medlemmer er vores fundament, og det er dem, som vi står på hovedet for at servicere. Derfor må du også gerne både være serviceminded, fleksibel og udadvendt.

Vi tilbyder

Du bliver en del af en organisation, der indtager en stadig vigtigere rolle i udviklingen af byggeriet i Danmark, og derfor også en stigende indflydelse på, hvordan vores byer og samfund udvikler sig. Der er mange muligheder for faglig udvikling hos os, hvor der er plads til gode ideer og at opdyrke faglige områder, som handler om bygherrerollen og udviklingen i branchen.

Du vil få kontakt til nogle af landets dygtigste bygherrer, og du vil få 26 søde, sjove og dygtige kolleger, som har det rart sammen og som indgår i samarbejde på kryds og tværs. Du vil arbejde i moderne og dejlige omgivelser i BLOX på Bryghuspladsen centralt ved Københavns Havn.

Stillingen er som udgangspunkt på fuld tid (37 timer). Løn aftales efter kvalifikationer.

Hvem er vi

Siden 1999 har Bygherreforeningen ageret som en interesseorganisation for landets bygherrer. Vores medlemmer tæller både offentlige, almene og private bygherrer som fx kommuner, regioner, boligselskaber, pensionsselskaber og private virksomheder. I alt investerer vores medlemmer for mere end 50 mia. kr. om året i både nybyggeri og renoveringer. Som forening arbejder vi derfor med at sikre vores medlemmers kompetenceudvikling gennem kurser og netværksskabelse, ligesom vi sørger for politisk interessevaretagelse og gennemførelse af analyser til udvikling af byggeriets processer.

Alle opgaver varetages af vores sekretariat. Sekretariatet består af en flok dedikerede medarbejdere, som arbejder tæt sammen om de forskellige projekter inden for forskellige interesseområder som bl.a. byggeri, byudvikling og bæredygtighed. Vi har forskellige uddannelsesmæssige baggrunde og supplerer hinanden kompetencemæssigt. Du bliver dermed en del af et tværfagligt team bestående af ingeniører, arkitekter samt statskundskabs- og kommunikationsfolk.

Yderligere information og ansøgning

Har du lyst til at prøve kræfter med et spændende job i en medlemsforening, så send din ansøgning og CV hurtigst muligt til kompetencechef, Christine Skovgaard Madsen. Vi afholder løbende samtaler, så skriv hellere til os i dag end i morgen.

Vil du vide mere om jobbet så skriv eller ring til kompetencechef, Christine Skovgaard Madsen.
Mail: csm@bygherreforeningen.dk, telefon: 2395 2143.