Nyhed -

23/02/2026

Ny analyse: Strategiske partnerskaber er godt for budgetsikkerhed og kundetilfredshed

Strategiske partnerskaber har været populært som rammeaftale og samarbejdsform hos en række af landets store bygherrer. Nu har SDU afsluttet evalueringen af de milliardstore strategiske partnerskabersaftaler i Københavns Kommune. Konklusionen er, at strategiske partnerskaber giver øget budgetsikkerhed og høj kundetilfredshed. Men ikke kortere udførelsestid. Generelt får udbudsformen gode skudsmål fra forskerne, selvom man heller ikke finder afgørende dokumentation for økonomiske besparelser.

Strategiske partnerskaber er en forholdsvis ny udbuds- og samarbejdsform i byggeriet, hvor en bygherre udbyder en portefølje af opgaver over en årrække i en samlet pakke til et leveranceteam. Ideen er, at et længerevarende samarbejde og gentagelser i projekter og processer giver mulighed for større budgetsikkerhed, færre konflikter og bedre kvalitet til glæde for både bygherre og leveranceteam. 

Københavns Kommune er en af de store bygherrer, som konsekvent og vedholdende har brugt strategiske partnerskaber. To af aftalerne er bl.a. TRUST og DSP PLUS, som begge var i milliardklassen. Den første havde entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen i spidsen og handlede bl.a. om udvidelse, ombygning og renovering af skoler og fritidshjem samt renovering og nybygning af daginstitutioner. Den anden aftale ved ledet af Jakon og havde fokus på nybygning, udvidelse, ombygning og renovering af idrætsanlæg, kulturinstitutioner og botilbud.  

Løbende evalueringer 

Disse samarbejde har løbende været evalueret. I december udkom en rapport fra SDU, som afslutter opsamlingen på af de strategiske partnerskaber i Københavns Kommune.  

Her konkluderes det bl.a., at partnerskaberne både giver større budgetsikkerhed, og at der er stor kundetilfredshed. Til gengæld ses der ikke klare forbedringer på udførelsestiden.  

Rapporten har bl.a. følgende konklusioner:  

  • Øget tilfredshed: Partnerskaber har gennem fælles mål, løbende forventningsafstemning, smidige processer og fælles samarbejdskultur en positiv indflydelse på interessenternes tilfredshed med projekterne samt antallet af konflikter.  
  • Højere produktivitet: Partnerskaber giver anledning til højere produktivitet på de enkelte projekter som følge af gentagelseseffekter og reducerede transaktionsomkostninger. Disse besparelser kan dog modvirkes af øgede omkostninger til koordination internt i partnerskabet.  
  • Gevinster ved standardisering: Partnerskaber giver mulighed for at høste gevinster gennem standardisering af produkter, hvilket dog kan ske på bekostning af arkitektonisk variation.  
  • Øget værdi for brugerne: Partnerskaber muliggør realisering af byggeri med højere totalværdi ved at adressere brugernes erkendte og ikke-erkendte behov, og derigennem koble projektets leverancer til bygherrens og brugernes værdiopfattelser 
  • Øget kvalitet: Partnerskaber muliggør realisering af byggeri med højere totalværdi, da partnerskaberne viser bedre performance på kvalitet, arbejdsmiljø og kundetilfredshed, samt bedre budgetsikkerhed ved renoveringsprojekter. Der er dog ingen klare forbedringer på tid og kun begrænset dokumentation for økonomiske besparelser 

Glæde i Byggeri København

I Byggeri København er man glade for evalueringerne og de resultater forskerne er kommet frem til, lyder det fra Byggechef Mette Kilde Corfitzen.

”Det er rigtig godt at få et eksternt blik på vores processer, og vi kalder derfor evalueringen fra SDU meget værdiskabende. Den falder meget i tråd med vores egne opsamlinger. Det er interessant at få andres eksterne blik på tingene,” siger hun og fortæller, at det på den måde også er nemmere for andre at lære af de erfaringer, som er kommet fra Byggeri København.

Hun fortæller, at byggedivisionen i landets største kommune generelt har en oplevelse af, at strategiske partnerskaber skaber rammen for et konstruktivt samarbejde og et godt samarbejdsklima. Formen har især været stærk til at øge evnen til eksekvering.

“I lange samarbejdsrelationer opnår man en bedre forståelse for hinanden, og det sænker konfliktniveauet. Vi kommer simpelthen tættere på hinanden,” siger Mette Kilde Corfitzen.

Værdi i de indledende faser

Hun understreger, at det særligt er værdiskabende i de indledende faser af et projekt, hvor løsningsrummet er størst.

”Det gør, at vi kan optimere byggeriet for alle parter, og det skaber grundlaget for et lavere konfliktniveau. Det er jo faktorer, som normalt også har en økonomisk indvirkning i byggeriet,” udtaler byggechefen. Hun understreger, at det måske er svært lige at måle på de enkelte byggerier. Men ud fra et porteføljeperspektiv skaber det værdi.

På spørgsmålet om fremtiden for strategiske partnerskaber fortæller byggechefen, at det er noget, man arbejder videre med, men som løbende skal udvikles i takt med, at verden bevæger sig.

”Da strategiske partnerskaber giver værdi, er det naturligvis også noget, vi arbejder videre med. Særligt har vi lært gennem årene, at vellykket samarbejde ikke kun er noget, som foregår i styregrupper. Det skal implementeres i alle led i værdikæden for at virke. Pragmatismen og gode løsningsrum skal være på plads på alle niveauer” slutter Mette Kilde Corfitzen.

Fakta 

  • Rapporten, som er forfattet af Stefan Christoffer Gottlieb og Christian Langhoff Thuesen, udgør den tredje del af evalueringen af forløbet og effekterne af Københavns Kommunes udbud af to rammeaftaler om strategiske partnerskaber. I rapporten afrapporteres anden del af produktevalueringen, som omhandler partnerskabsmodellens effekt på tid, pris og kvalitet  
  • Rapporten er blevet til med støtte fra den filantropiske forening Realdania og er gennemført i samarbejde mellem Institut for Teknologi og Innovation ved Syddansk Universitet, BUILD ved Aalborg Universitet og DTU Engineering Technology ved Danmarks Tekniske Universitet  
  • Rapportens resultater er baseret på kvantitative data indsamlet i perioden 2016-2024, og analyserne bygger på data fra godt 30 byggesager  

Læs mere her

Aktuelt

Styrk din faglighed på et af vores kommende arrangementer

mar
19
Byggeriets aftaler

ABR18: Samarbejde med rådgiver – Aarhus

Bliv klædt på til at navigere sikkert i ABR18. På dette kursus gennemgår vi ABR18 i såvel kontraheringsfasen, som i projekterings- og udførelsesfasen og med eventuelle tvister om projekteringsfejl og mangler.

mar
24
Bæredygtighed

Bæredygtighed og byggematerialer

På dette seminar bliver du klogere på, hvordan du kan arbejde med byggematerialer, som tilgodeser miljøet. Dagen giver dig også rig mulighed for at indhente vigtig læring fra andre i branchen, som arbejder bevidst med...

mar
25
Byggeri, drift og anlæg

Det gode byggeprogram KBH

Uafhængigt af hvilken udbuds- eller konkurrenceform, man anvender i sit projekt, er byggeprogrammet et essentielt redskab som kan afklare visioner og værdier i projektet. Det gode byggeprogram bliver til i en dialogproces og skaber det...

Få den nyeste viden fra Bygherreforeningen i din indbakke

Ja tak – send mig Bygherreforeningens nyhedsbrev

Close the CTA