Værdibyg har netop udgivet vejledningen ”Styregrupper på byggeprojekter”, som giver konkrete råd og værktøjer til, hvordan styregrupper kan organiseres og arbejde effektivt sammen med projektledelsen. Vejledningen samler erfaringer fra praktikere på tværs af branchen og viser, hvordan styregrupper kan fremme samarbejde og styrke projektets fremdrift.
Hjælper med at holde fokus på projektet
Styregrupper fungerer især godt på projekter, hvor flere parter skal samarbejde, og hvor opgaverne er komplekse. Lone Zeeberg Nielsen, bygge-, udviklings- og bæredygtighedschef i fsb, fremhæver, at styregrupper sikrer, at alle interessenter er enige om projektets retning og giver mulighed for at håndtere udfordringer, som projektledelsen ikke kan løse alene.
”Når vi bygger i partnerskaber med private bygherrer eller kommuner, bruger vi styregrupper. De hjælper med at holde fokus på projektet og sørger for, at konflikter håndteres på det rette niveau,” siger Lone Zeeberg.
Hun fremhæver, at succes afhænger af, at alle parter kender deres roller, tager opgaven alvorligt og respekterer hinandens baggrund. Styregrupper har også en vigtig rolle i at se på egen organisation og tage konflikter op, når samarbejdet mellem personer på projektet ikke fungerer optimalt.
”Det, der kan gå galt, er, hvis styregruppen ikke tager sin opgave alvorligt, eller hvis projektgruppen skubber alt videre. Så bliver styregruppen bare et organ, der diskuterer små detaljer – det skal vi undgå,” siger hun.
”Styregrupper på byggeprojekter er et lidt underbelyst emne. Det er en skam, for de har stort potentiale for at fremme samarbejde og fremdrift på byggeprojekter. De kan fjerne forhindringer og løse udfordringer og konflikter, som kan være svære for projektledelsen at håndtere – f.eks. når der skal indgås kompromisser, som i længden er bedre for alle parter,” udtaler seniorprojektleder i Værdibyg, Mette Skouenborg, som har stået i spidsen for den nye udgivelse.
Fem gode råd
Lone Zeeberg Nielsen fremhæver, at projekter kan have store gevinster, hvis styregruppen fungerer effektivt. Hun deler derfor fem konkrete råd, som kan hjælpe med at få styregruppen godt fra start og sikre, at den løbende bidrager til projektets succes:
- Brug tid på at sammensætte den rigtige styregruppe: Sørg for, at medlemmerne har de rette kompetencer og erfaringer i forhold til projektets kompleksitet.
- Afklar roller og fælles mål fra starten: Brug tid på at diskutere, hvad projektet handler om, hvilke roller hver enkelt har, og hvad gruppens fælles opgave er.
- Evaluer løbende: Tjek undervejs, om aftalerne fra start stadig er relevante, og om bemandingen af styregruppen stadig passer til projektets behov. Juster efter behov.
- Skab respekt og forståelse for hinandens baggrund: Medlemmer kommer fra forskellige organisationer, bygherre, entreprenør, rådgiver eller kommune, og det er vigtigt at anerkende hinandens perspektiver og bagland.
- Fokus på fælles projektmål: Husk, at styregruppen arbejder for projektets samlede succes, ikke individuelle interesser. Konflikter skal tages op åbent og konstruktivt.
Vejledning med konkrete råd og værktøjer
I udgivelsen ”Styregrupper på byggeprojekter” samler Værdibyg erfaringer med brug af styregrupper fra praktikere på tværs af værdikæden. Formålet er, at flere i byggebranchen får øjnene op for de mulige gevinster ved at have en styregruppe på sit byggeprojekt.
Publikationen er gratis og kan downloades her
Står du med udfordringer som projektleder på bygge- og anlægsprojekter? Bygherrernes projektlederuddannelse i Aarhus er skræddersyet til dig, der ønsker stærke projekt- og procesledelsesredskaber, strategisk indsigt og et solidt netværk.
Vi sætter også fokus på governance i ESG-arbejdet. Her får du indsigt i, hvordan du som bygherre kan arbejde strategisk med ansvarlig ledelse og dokumentation.