Blogindlæg skrevet af: Ole-Michael Jensen, Seniorforsker SBi
Lige som der skulle sættes fuld fart på energirenoveringen, gik det hele i stå. Arbejdet med reducere energiforbruget fra vore bygninger er sat i stå af lave energipriser og manglende politisk forståelse for at bruge de nødvendige virkemidler. Man begynder at tvivle på, om de gode intensioner nogensinde bliver omsat til handling.
Der kan skæres 25 % af energiforbruget i vore bygninger, uden at man behøver at gå radikalt til værks. Det viser beregninger udført af SBi. Faktisk er det ikke mere end, der blev sparet i kølvandet på energikrisen i 1973. Dengang blev energibesparelser en folkesag. Lejere og boligejere af en hver slags kunne se perspektivet i massive energibesparelser, og det lykkedes hr og fru Jensen og alle de andre boligejere at reducere energiforbruget med 25 % på blot 5 år.
Energibesparelser er ikke længere en folkesag
Vi er ikke som i 1973 truet på vores eksistens af forsyningskriser og skyhøje energipriser. Til gengæld står vi i dag over for noget, der er tand alvorligere: klimaforandringer og hvad deraf følger. Alligevel er det ikke lykkedes at gøre klimasagen til en folkesag. Måske fordi klimaforandringer drejer sig om hele verdens overforbrug af fossile brændsler og ikke kun dit og mit. Klimaforandringerne giver dårlig samvittighed hos nogen. Andre kan ikke se hvad det vedkommer dem. Derfor har politikerne valgt at blive ved drømmen om at gøre Danmark fossilfrit i 2050.
Tag et kig på energistatistikken, og zoom ind på året 1985. Her nåede faldet efter energikrisen et lavpunkt på 175 PJ (petajoule). Siden er det gået lidt op og så lidt ned og til sidst i stå. Det sidste målemærke, som man kan finde i Energistatistik 2013 siger, at el- og varmeforbruget i boliger i dag ligger på 185 PJ.
Kort sagt, markedet for energirenovering er sat i stå. Til trods for, at det aldrig har været vigtigere at få gjort noget ved de gamle huse, og til trods for at der kan spares penge og opnås bedre indeklima, findes incitamentet ikke blandt husejerne til at tage fat. Undtagelsen er de boligkøbere, der har så meget luft i økonomien, at de kan låne lidt ekstra til udskiftning af vinduer og mere isolering på loftet.
Hvad gik galt?To ting har bragt os i den kedelige situation: Faldende energipriser, som betyder, at den økonomiske gevinst ved at investere i hulmursisolering og nye vinduer er lav. Og så sidste års renoveringsstrategi, som endnu ikke har vist sig at have nogen effekt.
Med energistrategien lykkedes det ellers at engagere en bred kreds af aktører, som hver især kom med forslag til, hvordan man kunne få gang i markedet for energirenovering. Men fremme ved snoren, hvor regeringen skulle give startskuddet, mundede det ud i forestillingen om, at det nok rækker at uddanne en håndfuld energirådgivere og derpå gennemføre en kampagne under overskriften Bedre Bolig Ordningen. Endnu er det for tidligt at fælde dom over Bedre Bolig, da kampagne kører endnu, med det er svært at tro på, at det vil gøre en forskel.
Valg af virkemiddel
Al forskning viser, at der skal sættes ind på mange fronter for at få sat gang i så tung en opgave som energirenovering. Her virker hverken pisk eller gulerod alene. Økonomiske virkemidler er den bedste gulerod, det ved vi. Men guleroden behøver ikke at være særlig stor, hvis der samtidig bruges pisk. Pisk i form af stramninger af bygningsreglementet har været prøvet, men som pisk dur dette virkemiddel ikke. Tværtimod har det i reglen modsatte effekt. Bygningsreglementet er et udmærket værktøj, når det gælder nye bygninger. Men hvis målet er, at man vil have bygningsejerne til at gøre noget ved deres gamle bygninger, er det virkningsløst.
Så er pisk i form af skat på dårlige energimærker eller skat på højt energiforbrug langt mere virkningsfuldt. Hvis provenuet ledes tilbage til bygningsejerne mod, at de investerer i energiforbedringer, fordobles virkningen. Pisk i form af tvungen opsparing eller PSO-afgift på el og varme til brug for energibesparelser i bygninger, ville have den sammen effekt.
Men igen: erfaringerne med en forskers blik siger, at det handler om at køre alle midler i stilling samtidig. Og midler har vi nok af. Udover pisk og gulerod har vi ”røgelse” og ”sød musik”. Røgelse er fx synliggørelse og benchmarking af energiforbrug, gennemførelse af informationskampagner og lokal kommunal opbakning. Sød musik er fx energirådgivning, bygningstjek, pakkeløsninger og prisuddelinger. Der er altså ikke noget i vejen med Bedre Boligordningen, bare fordi der bruges penge på at uddanne energirådgivere og køre kampagner. Røgelse og sød musik gør det bare ikke alene.
Skal kurven knækkes skal der være en gulerod. Der skal sættes ind med økonomiske incitamenter, helst af den slags, der gør aktive husejere til vindere og passive til tabere. Lidt af den cocktail finder man i de tyske låneordninger, hvor den husejer, der er længst fremme i skoen rent energimæssigt, kan skaffe sig det bedste lån.
Dette blogindlæg er tidligere udgivet på renoveringpaadagsordenen.dk. Denne platform er nedlagt, hvorfor indlægget er genudgivet på bygherreforeningen.dk, der tidligere har varetaget driften heraf.