Blogindlæg skrevet af: Hanne Ullum, vicedirektør i Bygherreforeningen
Handicaporganisationernes hus er ikke mindst blevet til på baggrund af en procestilgang, hvor både bygherre, brugere, rådgivere og udførende sammen udviklede husets fysiske rammer og funktionelle tiltag, så det i dag kan danne ramme om arbejdslivet for rigtig mange forskellige mennesker. Primært mennesker med fysiske eller kognitive udfordringer.
Det tankevækkende er, at det hverken har kostet mere at bygge huset end et traditionelt kontorhus, eller ser væsentlig anderledes ud end andre kontorhuse. Måske blot med den forskel, at det er et meget fint byggeri, der heldigvis kvalitativt løfter sig over et gennemsnitligt kontorhusbyggeri.
Desværre viser undersøgelser, at det står skidt til med tilgængeligheden i danske byggeprojekter. For et par år siden viste en analyse, foretaget af SBI, at nybyggerier ikke lever op til tilgængelighedskravene. Og en helt ny SBI-undersøgelse, der undersøger myndighedsbehandlingen af tilgængelighed til etageboliger ved hjælp af elevatorer i både nybyggerier og ombygninger/renoveringssager, viser at der er plads til forbedringer – særligt på renoveringssiden.
De fleste kommuner har styr på kravene til nybyggerier, hvor der typisk aldrig dispenseres for elevatorkravet. Til gengæld dispenseres der i udstrakt grad fra kravet i renoverings- og ombygningssager. Her er kommunerne som myndighed åbne overfor at dispensere. Desværre ser det også ud til, at ansøgerne forsøger at omgå kravene ved at opdele boligerne, så de undgår en fordyrende elevator.
.
Handicaporganisationernes Hus, hvor tilgængeligheden er ultimativt tænkt ind i byggeriet
Man kan gisne om årsagerne til, at branchen ikke har interesse for at skabe mere tilgængelighed i eksisterende byggerier. Det spiller selvfølgelig en væsentlig rolle, om der er plads, eller om man ødelægger det arkitektoniske udtryk, men formentlig er økonomi en helt afgørende faktor for investorernes tilbageholdenhed. Den umiddelbare investering skal hentes hjem på en salgs- eller lejepris. I dette regnskab vægter andre typer investeringer sandsynligvis højere – et lidt smartere køkken, et toptunet badeværelse eller en stor altan.
Måske mangler der simpelthen også viden om gode løsninger. Et godt alternativ til en fuld elevator løsning er en minielevator. I rigtig mange tilfælde vil sådan en kunne anvendes, når pladsen er for trang til den fulde model. Minielevatorer er kendetegnede ved at være mindre end mindstekravet til elevatorer i nybyggeri, og i mange tilfælde vil der ikke kunne opnås niveaufri adgang. Desuden kan fx ældre boliger, som elevatoren skal betjene, være pladsmæssigt indrettet, så der ikke kan skabes fuld mobilitet. Ikke desto mindre kan en minielevator være en klar forbedring af tilgængeligheden inden for en overkommelig investering, og boligen eller erhvervslejemålet bliver i højere grad fremtidssikret.
Måske er der også en manglende forståelse af målgrupperne? Det er ret let at parkere en tilgængelighedsdiskussion til en forholdsvis marginal gruppe mennesker, som enten sidder i kørestol eller ikke kan se.
Der er god grund til at få et bredere perspektiv på målgrupperne for bedre tilgængelighed. Have for øje, at vi ikke alle er gennemsnitlige? – og at der for os alle kan komme et tidpunkt i livet, hvor vi får særlige behov. Enten fordi vi i kortere eller længere perioder af vores liv får nedsatte fysiske evner, eller fordi vi bliver kognitivt udfordret. Eller bare gerne vil blive boende længere, selvom alderdommen nedsætter mobiliteten. Tænk bare på alle os, der lige om lidt kan risikere, at en demenssygdom ændrer vores muligheder for at opfatte og mestre vores hverdag.
Demenssygdomme har vidtrækkende konsekvenser for det enkelte menneske, og svækker både fysikken og de kognitive evner. Statistikken viser, at der i 2015 var næsten 84.000 ældre med demens i Danmark. I 2025 kan det tal være vokset med mere end 20.000. Antallet af demente ældre allerede i dag udgør 2/3 af beboerne på vores plejehjem, men kun 6.000 af Danmarks 46.000 plejeboliger demensegnede. Enten skal vi finde løsninger i plejeboligerne eller vi skal blive bedre til at indrette eksisterende boliger og byområder, så vi kan blive i vores egen bolig i længere tid. Tidligere analyser har vist, at der eksempelvis stadig er omkring 665.000 ældre etageboliger uden elevatoradgang. Det svarer til 93 % af samtlige etageboliger på tre etager og derover.
Et andet perspektiv er forståelsen af, hvilken værdi og livskvalitet, vi går glip af, når vi gør det vanskeligt eller umuligt at få adgang til fx uddannelsesinstitutioner, jobs og kulturliv for bestemte grupper i befolkningen. Det er handicaporganisationernes hus et fantastisk eksempel på. Her er det muligt for medarbejdere og foreningsfolk at realisere sine faglige – og sociale – potentialer, uanset fysiske og kognitive begrænsninger, fordi man ikke bliver blokeret i døren eller ved trappen.
Og hvorfor gøre det sværere end det er? Allerede nu er der fine eksempler på projekter, hvor design af tilgængelige løsninger ikke ses som en barriere, men blot et integreret design, der gør det lettere for flere at få adgang til byrum og bygninger.
Viborg bymidte er et godt eksempel på tilgængelige løsninger i byrummene. Små stiforløb med pauser indlagt til gangbesværede, nye ramper i stedet for trapper, bedre belægninger og øget fokus på skiltning.
Dagsmarsminde i Nordsjælland er et gammelt værksted, der er ombygget til privat plejehjem for 9 demente ældre. På plejehjemmet har man balanceret de mange krav i lovgivningen og har fået et hus, som både fungerer som arbejdsplads og som hjem for beboerne, der alle lever med alvorligt nedsatte kognitive og funktionelle evner. Det er ikke ramper og tilgængeligheds-gadgets, der præger plejehjemmet, men hjemlighed og nærvær.
Men også i forbindelse med midlertidige events betyder god tilgængelighed alverden. Det vidner Bevica-fondens Tilgængelighedspris i 2015 om. Her er fokus lagt på at give mennesker med nedsat bevægelighed en ligeværdig oplevelse af musik på festivaller og spillesteder.
De fire eksempler – nybyggeriet, byrumsprojektet, ombygningsprojektet og det midlertidige projekt – vidner om en nødvendig forståelse af de målgrupper, som ikke lige passer ind i gennemsnits – normalitetsbegreberne, og viser hvordan denne forståelse kan bringes ind i planlægnings- og designprocessen.
Så mit håb er, at vi tør åbne øjnene en smule mere og blive klogere på, hvordan byggerier – renoveringer – og byrum – kan blive mere tilgængelige for os alle.
Dette blogindlæg er tidligere udgivet på renoveringpaadagsordenen.dk. Denne platform er nedlagt, hvorfor indlægget er genudgivet på bygherreforeningen.dk, der tidligere har varetaget driften heraf.
