Formål
Bygge- og ejendomsbranchen er enormt netværksdrevet – men hvad betyder det, når man står i starten af sin karriere? Hvordan lander man godt i branchen? Og hvad er det egentlig, man skal kunne som bygherre – en rolle, der modsat fx arkitekt eller ingeniør ikke er en direkte uddannelsesvej hen til.
I dette netværk samler vi yngre bygherrer, developers og ejendomsinvestorer for sammen at blive klogere på hvordan man skaber de bedste muligheder i starten af sin karriere – og hvordan vi i fremtiden sammen skal skabe morgendagens bygge- og ejendomsbranche.
Som en del af netværket får alle deltagere mulighed for at indgå i et individuelt mentorforløb, hvor Bygherreforeningen sammensætter deltageren med en ældre, erfaren bygherreprofil for professionel og faglig sparring, karriererådgivning mv.
Building the Future – Netværk er et tilbud til folk i bygge- og ejendomsbranchen på under 35 år.
Mentorordning
Som deltager får man også adgang til at deltage i et 1:1 mentorforløb. Forløbet varer ca. seks måneder og her bliver du matchet med en erfaren bygherreprofil som du kan tale med om karriereudvikling, få faglig sparring og gode råd. Bygherreforeningen kan assistere med forslag til agenda for første møde, men det er op til mentor og mentee hvor, hvordan og hvor mange gange man ønsker at mødes.
Målgruppe
Netværket er for alle, der gerne vil have et sted at få faglig inspiration, diskutere fremtidens bygge- og ejendomsbranche såvel som personlig karriereudvikling. Samtidigt får du som deltager et stærkt netværk i branchen.
Man kan være med i netværket som developer, ejendomsinvestorer såvel som fra kommunale, almene, statslige eller regionale bygherreorganisationer og bygherrerådgivere.
Aldersgrænse: 35 år
Temaer
Kommende møder, idéer til temaer, oplægsholdere og besøgssteder fastlægges i fællesskab, og du har derfor direkte indflydelse på, hvordan mødeagendaen ser ud.
Temaer til diskussion og oplæg kunne bl.a. være:
- Hvad er bygherrerollen? Nu og i fremtiden?
- Fremtidens bygge/ejendomsbranche, fx:
- Hvad skal man kunne inden for bæredygtighed
- Hvad skal man kunne inden for digitalisering
- Find vej i lovgivningen
- Inspirationsoplæg om udvalgte cases/projekter
- Oplæg fra ledelseseksperter
- Karriereudvikling og personlig udvikling
- Oplæg fra mentorer
- Interne oplæg deltagerne imellem
Tid og sted
Netværket mødes fire gange årligt, inklusiv et kick-off arrangement der afsluttes med en middag, drinks og sociale aktiviteter.
Møderne foregår som udgangspunkt fra kl. 14:30-17:30 enten i BLOX, på ”studietur” ved et relevant projekt eller ude på besøg hos en deltager.
Netværket sparkes i gang ved et kick-off event den 30. januar 2025.
Se alle datoer for 2025 her:
Den 30. januar
Den 19. juni
Den 11. september
Den 4. december
Pris for deltagelse
8.600 ex moms for ikke-medlemmer og 6.794 for medlemmer for fire årlige møder inkl. mødeforplejning, 1 årlig middag og adgang til mentorforløb.