Bliver du som bygherre ramt af en entreprenørkonkurs, kan det have store konsekvenser for det aktuelle projekt. Det medfører ofte forsinkelser, ekstraomkostninger, kvalitetsproblemer og øget kompleksitet i forbindelse med at finde en ny entreprenør til at færdiggøre arbejdet.
Der har været mange konkurser de seneste år, og mange bygherrer er ikke forberedt, når de rammes af en konkurs. Der skal handles hurtigt og en række spilleregler ændres pludseligt: Aftaler er ikke længere gældende og interesser i sagerne indsnævres lynhurtigt.
Bygherreforeningens Markedsudvalg har udgivet 10 konkrete råd til bygherrens håndtering af konkurser, men på kurset her dykker vi længere ned i konkursbegrebet med oplæg fra advokat og kurator og en bygherre konkrete erfaringer med afsæt i konkrete bygherresager.
Program
09:00-09:30 Ankomst og morgenbrød
Vi starter dagen med at byde på kaffe og morgenbrød.
09:30-09:45 Velkomst og introduktion
Vi byder velkommen og hilser på hinanden
Christine Skovgaard Madsen, områdechef, Bygherreforeningen
09:45-10:00 Bygherreforeningens guide til håndtering af konkurser
Bygherreforeningen udgav i foråret guiden: ”Håndtering af konkurser – 10 gode råd til bygherrer”. Du får en introduktion til guidens indhold og anvendelse, og bliver klogere på, hvordan du som bygherre kan forberede dig på konkurser.
Henrik L. Bang, direktør, Bygherreforeningen
10:00-12:00 Juraen og de gode råd ved konkurser
Få styr på de juridiske vinkler på entreprenørkonkurser med baggrund i advokatens erfaringer, herunder også seneste afgørelser på området. Oplægget indeholder en introduktion til konsekvenserne af en konkurs, og den praktiske håndtering umiddelbart efter en entreprenør er gået konkurs. Her får du desuden gode råd til, hvordan en bygherre bør forberede sig på entreprenørkonkurser og optimere sine muligheder for at begrænse tidsmæssige og økonomiske tab, opretholde garantier og komme godt videre med sit projekt. Vi lægger op til spørgsmål og diskussion af særlige juridiske problemstillinger vedrørende konkurser.
Anders Nørgaard Sørensen, advokat, Molt Wengel
12:00-13:00 Frokost
13:00-14:00 Bygherrecase: Hvordan håndterer man konkurser som Bygherre?
Hvad gør du som bygherre, når dit projekt bliver ramt af konkurser? Hvordan kommer I videre og styrer projektet sikkert i mål? Hør om konkrete erfaringer fra en bygherre, som har prøvet lidt af hvert og gode anbefalinger til andre, der rammes af konkurser – bl.a. hvilke interne procedurer, I bør have klar i jeres bygherreorganisation.
Michael Nielsen-Elgaard, byggedirektør, Bo-Vest
14:00-14:15 Kaffepause
14:15-15:15 Forløbet set fra Kurators side
Hvordan ser forløbet ud fra kurators side? Hvad sker der inde i processen, hvad skal bygherren være opmærksom på, og hvordan håndteres konkursboet. Hvilke rettigheder har du som bygherre? Og hvilke muligheder er der for samarbejde og komme godt videre?
Søren Skov, partner, Holst Advokater
15:15-15:30 Afrunding og opsamling på dagen
Christine Skovgaard Madsen, områdechef, Bygherreforeningen
Ret til ændringer forbeholdes
Praktisk
Arrangementet er inklusiv morgenkaffe, frokost og eftermiddagskaffe. Læs mere om praktisk information.
Tilmeldingsvilkår
Du kan frit flytte eller afmelde dig et arrangement indtil 30 dage før arrangementets start.
Efter 30 dage* er tilmeldingen bindende og du vil modtage en faktura på det fulde beløb.
Er du alligevel forhindret i at deltage f.eks. på grund af sygdom, er du naturligvis velkommen til at sende en anden fra din virksomhed i dit sted. Du skal blot sende en e-mail til Rikke Mønster rsm@bygherreforeningen.dk og oplyse om ændringen.
Ved udeblivelse fra et arrangement faktureres deltageren for det fulde beløb
Ved uforudsete hændelser (f.eks. ved undervisers sygdom) eller manglende tilmeldinger kan arrangementet flyttes eller aflyses. Bliver arrangementet flyttet til en anden dato, har du mulighed for at framelde dig uden beregning.
*Fristen for afmelding på Projektlederuddannelsen og Lederuddannelsen er 45 dage før afholdelse.