Dette seminar er for dig, der som bygherre eller rådgiver arbejder med at bygge eller udvikle bygninger og byrum, der skal rumme flere brugergrupper og funktioner. Det kunne fx være den kommunale bygherrer, der arbejder med udvikling af offentlige bygninger, der skal kunne rumme forskellige brugergrupper.
Dagen giver dig et indblik i, hvad vi kan opnå af værdi ved at udvikle med henblik på, at flere brugere skal få deres behov opfyldt i samme bygning. Vi kigger også nærmere på, hvordan vi kan måle på social værdi, ligesom vi bliver klogere på erfaringer fra flere forskellige projekter, hvor flerbrug og multianvendelse har været i fokus.
Program
09:00-09:30 Ankomst og morgenmad
09:30-09:50 Velkomst og introduktion
Vi starter dagen med en kort introduktion til programmet, hvorefter vi hilser på hinanden, så vi er klar til at dele erfaringer på kryds og tværs dagen igennem.
Christine Skovgaard Madsen, områdechef, Bygherreforeningen
09:50-10:30 Hvad siger forskningen om flerbrugerhuse?
Der kan være mange overvejelser ved at skulle bygge og udvikle bygninger og byrum til flere brugere. For hvordan kan man rumme funktioner og udvikle de fysiske rammer til at tilgodese flere brugergrupper? Det kan derfor være behjælpeligt at lære af de erfaringer, som andre har gjort sig. Vi skal her høre om intentioner og erfaringer med flerbrugerhuse fra forskellige undersøgelser gennemført af BUILD, hvor man har kigget på flere typer af flerbrugerhuse bl.a. etableret i forbindelse med områdefornyelse i mindre byer, hvor intentionen er at samle foreninger, offentlige aktiviteter, samt private og offentlige services.
Jesper Ole Jensen, seniorforsker og PhD, BUILD, Aalborg Universitet
10:30-10:50 Kaffepause
10:50-11:30 Multifunktionalitet og inklusion i Aalborg Øst
Hvordan kan arbejdet med kultur, multifunktionalitet og inklusion skabe både værdi for projekt og område? Det er bl.a. nogle af de elementer, som man gennem mange år har arbejdet med i Aalborg Øst. I dette oplæg får du indblik i, hvordan forskellige brugergrupper er blevet inddraget i projekter i Aalborg Øst – og hvordan konceptet “Gi’ dem nu nøglerne” har spillet en rolle i at give ejerskab og engagement til de mennesker, der skal bruge bygningerne i hverdagen. Oplægget giver dig konkrete erfaringer, som du kan lade dig inspirere af i dit arbejde med multifunktionelle huse, hvor bæredygtige og fleksible rammer styrker fællesskaber og lokal identitet.
Casper Hestbech, leder, Hobro Byforum
11:30-11:50 Erfaringsudveksling i grupper
Hvilke erfaringer har vi selv med flerbrugerhuse? Og har vi skabt social værdi med vores projekter? Vi tager en kort snak i grupper om egne erfaringer efterfulgt af en fælles opsamling.
Faciliteres af Christine Skovgaard Madsen, områdechef, Bygherreforeningen
11:50-12:50 Frokost
12:50-13:30 Flerbrugerhus og bymidte med brugerne i centrum
I Fredensborg Kommune er man i gang med et nyt projekt, der inkluderer en ny bymidte i Nivå og udviklingen af Generationernes Hus. Projektet er endnu i de indledende faser, men du får her et indblik i kommunens forberedelser og visioner med projektet. Derudover bliver du klogere på kommunens ambitioner om at skabe en levende og tryg bymidte – blandt andet med et flerbrugerhus som strategisk greb.
Tine Kolbak, projektchef og Kirsten Højgaard Mollerup, projektchef, Fredensborg Kommune
13:30-14:10 Nationalpark Mols Bjerge: Brugergrupper og fredet natur
Hvordan udvikler og bygger man et kulturelt hus, der både skal kunne rumme mange brugergrupper og det omkringliggende miljø? I Kalø Vig arbejder Nationalpark Mols Bjerge på at etablere et besøgscenter. Besøgscenteret skal fungere som en port til naturparken. Derudover skal centeret understøtte arbejdet med parkens formål og være et sted, hvor formidling og læring omkring natur og kultur skal leve. Du bliver her klogere på projektet, ligesom du får indblik i, hvordan der arbejdes med at favne flere brugergrupper og samtidig være tro mod den fredede omkringliggende natur.
Nicole Wolter, projektleder, Nationalpark Mols bjerge
14:10-14:30 Kaffepause
14:30-15:10 Et byrum der skaber fællesskaber og værdi for flere brugere
Hvordan kan man skabe rum i byen, der kan mere? Hvordan kan man skabe flere funktioner i byrummet? Og hvordan kan man gøre områder relevante og brugbare for flere brugergrupper og skabe social værdi? Det kan være en udfordring at finde frem til gode løsninger i byrummet, som både er fleksible, har flere funktioner og kan være gavnligt for flere brugere. Vi skal her høre om, hvordan By&Havn arbejder med netop disse fokusområder bl.a. i Nordhavn.
Jane Hegner Mortensen, projektleder, By&Havn
15:10-15:50 Hvordan kan vi måle den sociale værdi af flerbrug og multianvendelse?
Hvordan forstår vi sociale værdier? Hvilke sociale værdier skal vi måle på? Og hvordan får vi tænkt det med ind i både byggeproces og ibrugtagning? Vi kigger her dybere ned i sociale værdier og får konkrete værktøjer til, hvordan vi kan måle social værdi. Derudover bliver vi klogere på, hvordan fleksible rammer, brugergrupper, og husets identitet også bør inkluderes i processen.
Christine Lunde Rasmussen, Senior Market Manager, Rambøll
15:50 Afrunding og tak for i dag
Ret til ændringer forbeholdes
Praktisk
Arrangementet er inklusiv morgenkaffe, frokost og eftermiddagskaffe. Læs mere om praktisk information.
Tilmeldingsvilkår
Du kan frit flytte eller afmelde dig et arrangement indtil 30 dage før arrangementets start.
Efter de 30 dage er tilmeldingen bindende og du vil modtage en faktura på det fulde beløb.
Er du alligevel forhindret i at deltage f.eks. på grund af sygdom, er du naturligvis velkommen til at sende en anden fra din virksomhed i dit sted. Du skal blot sende en e-mail til Rikke Mønster rsm@bygherreforeningen.dk og oplyse om ændringen.
Ved udeblivelse fra et arrangement faktureres deltageren for det fulde beløb
Ved uforudsete hændelser (f.eks. ved undervisers sygdom) eller manglende tilmeldinger kan arrangementet flyttes eller aflyses. Bliver arrangementet flyttet til en anden dato, har du mulighed for at framelde dig uden beregning
Fotokreditering: Here to travel