Hvordan arbejder du strategisk med renovering og transformation – og hvordan navigerer du i nye krav, muligheder og samarbejder, der følger med? Denne dag henvender sig til bygherrer og rådgivere, der arbejder med – eller står over for – at udvikle eksisterende byggeri.
På dagen bliver du klogere på forhåndsdialog, nye rammevilkår i bygningsreglementet, risici og usikkerheder i komplekse projekter samt konkrete erfaringer fra aktuelle transformationscases. Du får indblik i, hvordan både kommuner, rådgivere og finanssektor ser på udviklingen – og hvad det betyder for dine beslutninger.
Ved at deltage i seminaret får du ny viden, konkrete greb og et skarpere strategisk blik på, hvordan renovering og transformation kan blive en robust og fremtidssikret del af din portefølje.
Program
09:00-09:30 Ankomst og morgenmad
09:30-09:50 Velkomst og introduktion til dagen
Velkommen til dette års seminar om renovering og transformation. Du får her en introduktion til dagens program, ligesom vi kort præsenterer os selv inden dagens første oplæg.
Faciliteres af Bygherreforeningen
09:50-10:15 Nye rammevilkår i Bygningsreglementet: Kort status
Arbejdet med de nye rammevilkår i Bygningsreglementet er i fuld gang. Du får her en kort status på, hvor langt man er kommet med arbejdet – herunder kommende klimakrav og de politiske intentioner om at gøre det lettere at renovere og transformere eksisterende byggeri. Du hører, hvad der er besluttet, hvilke ændringer der træder i kraft i 2025, og hvad der forventes at komme i de næste års revision. Hvad betyder det for renoverings- og transformationsprojekter i praksis? Og hvor kan branchen se nye muligheder og udfordringer?
Bygherreforeningen
10:15-10:55 Bevar og transformer: Eksempel på hvordan du kan bruge kommunen aktivt i processen
Københavns Kommune har for nyligt lanceret en ny trin-for-trin-guide, der hjælper bygherrer og rådgivere med at planlægge transformation af eksisterende bygninger til boliger. Dette oplæg giver dig som eksempel et overblik over guidens vigtigste pointer, ligesom du bliver klogere på, hvordan du som bygherre kan bruge den til at afklare krav, muligheder og risici tidligt i processen, hvis du skal samarbejde med en kommune. Samtidig sætter oplægget fokus på, hvordan kommunerne kan støtte og kvalificere projekterne og dermed være en vigtig medspiller i renoverings- og transformationsprojekter. Du får konkrete råd til, hvordan du kan bruge kommunerne, og hvordan dialogen kan styrkes fra idé til realisering.
Lea Christensen, byplanlægger, Københavns Kommune
10:55-11:15 Pause
11:15-11:55 Risiko og usikkerhed som del af arbejdstilgang
Renoverings- og transformationsprojekter rummer ofte flere ubekendte – teknisk, økonomisk og processuelt – og kræver en særlig tilgang til risici og beslutninger undervejs. Det kan være en udfordring at navigere i. Hos Vandkunsten har man en erfaringsbaseret tilgang til disse projekter, hvor læring og udvikling er en aktiv del af projektprocessen, og hvor usikkerhed bruges som drivkraft frem for stopklods. I dette oplæg får du Vandkunstens konkrete perspektiver på, hvordan risici kan identificeres og italesættes tidligt, hvordan man skaber fælles forståelse i projektteamet, og hvordan erfaringer kan opsamles og omsættes til bedre processer og beslutninger i fremtidige projekter.
Nel Jan Schipull, arkitekt, Vandkunsten
11:55-12:15 Erfaringsudveksling: Fra udfordring til handling
Vi sætter her dine erfaringer i centrum. I en faciliteret session får du mulighed for at vende dine egne udfordringer i renoverings- og transformationsprojekter med andre deltagere. Gennem korte, strukturerede samtaler og fælles opsamling sætter vi fokus på konkrete barrierer – og de greb, der virker i praksis. Hermed håber vi, at du går hjem med mindst én ny indsigt eller idé, du kan bruge i dit eget arbejde.
Faciliteres Bygherreforeningen
12:15-13:15 Frokost
13:15-13:55 NEFA Fabrikken: Fra industri til mikroboliger
Hvordan kan en gammel industribygning blive til et boligprojekt, der både reducerer klimaaftryk, udfordrer traditionelle boligstørrelser og skubber til rammerne for, hvad transformation kan være? I dette oplæg bliver du præsenteret for projektet ved Siljansgade/NEFA Fabrikken, hvor omdannelse, nedskalering og nye boligtyper – herunder mikroboliger – er tænkt ind som en del af løsningen. Du får indblik i, hvordan innovative greb kan omsættes til konkrete valg i projektet, hvordan CO₂ og økonomi kan tænkes sammen med arkitektur og livskvalitet, og hvordan man kan arbejde mere ambitiøst med transformation som alternativ til nedrivning og nybyggeri.
Rikke Feder Piil, projektansvarlig, Arcgency
13:55-14:10 Pause
14:10-14:50 Sankt Hans, Roskilde: Fra sygehus til almene boliger på attraktiv
Hvordan transformerer man et tidligere sygehus til moderne, almene boliger – på en af Roskildes mest attraktive grunde? I dette oplæg hører du om processen bag Sønderhus på Sankt Hans, de strategiske valg, prioriteringen af almene boliger, håndteringen af eksisterende bygninger og samarbejdet mellem bygherre, boligselskab og kommune. Oplægget giver dig konkrete indsigter i projektets proces, hvordan man navigerer i komplekse transformationsprojekter og omsætter visioner til et realiseret byggeri. Du bliver også klogere på de erfaringer, der kan tages med videre til kommende renoverings- og transformationsprojekter.
Tommy Novland, bolig- og projektudvikler, Boligselskabet Sjælland
14:50-15:10 Pause
15:10-15:50 Porteføljeplan og fremtidssikring af eksisterende byggeri
Efter dagens oplæg om konkrete transformationsprojekter, processer og myndighedsdialog, løfter vi til sidst blikket og ser på den strategiske ramme omkring renovering og grøn omstilling. For transformation handler ikke kun om det enkelte projekt, men i stigende grad om at tænke langsigtet på tværs af porteføljer: hvilke bygninger skal prioriteres, hvornår – og med hvilken plan, økonomi og dokumentation. Derfor afslutter vi dagen med et oplæg, der giver dig finanssektorens perspektiv på, hvordan fremtidens krav og forventninger påvirker beslutningerne allerede nu.
Morten Penthin Svendsen, senioranalytiker, Nykredit
15:50 Tak for i dag!
Ret til ændringer forbeholdes
Praktisk
Arrangementet er inklusiv morgenkaffe, frokost og eftermiddagskaffe. Læs mere om praktisk information.
Tilmeldingsvilkår
Du kan frit flytte eller afmelde dig et arrangement indtil 30 dage før arrangementets start.
Efter 30 dage* er tilmeldingen bindende og du vil modtage en faktura på det fulde beløb.
Er du alligevel forhindret i at deltage f.eks. på grund af sygdom, er du naturligvis velkommen til at sende en anden fra din virksomhed i dit sted. Du skal blot sende en e-mail til Rikke Mønster rsm@bygherreforeningen.dk og oplyse om ændringen.
Ved udeblivelse fra et arrangement faktureres deltageren for det fulde beløb
Ved uforudsete hændelser (f.eks. ved undervisers sygdom) eller manglende tilmeldinger kan arrangementet flyttes eller aflyses. Bliver arrangementet flyttet til en anden dato, har du mulighed for at framelde dig uden beregning.
*Fristen for afmelding på Projektlederuddannelsen og Lederuddannelsen er 45 dage før afholdelse.



Illian Kholin
Sebastian Bill

