Baggrund
Et omfattende arbejde for at revidere det nuværende bygningsreglement er i gang. De seneste års hastige omstilling af byggeriet i retning af mere bæredygtige løsninger har vist, at det nuværende reglement rummer mange barrierer for den udvikling. Social- og Boligstyrelsen har derfor sat et ambitiøst analysearbejde i værk for at identificere potentialer for et helhedsorienteret bygningsreglement, som skal være klar i løbet af 2027.
Det vil med stor sandsynlighed være med vægt på at kunne differentiere regler for forskellige typer af opgaver og herunder specifikke regler for renovering. Netop renovering har vist sig at rumme en del barrierer i det nuværende reglement og derfor har styrelsen i dette efterår sat analyser i gang for at afdække hvordan et reglement for renovering kan gribes an.
Analyseprojekt i Strateginetværket
I Strateginetværket for bæredygtigt byggeri er det besluttet at igangsætte en analyse af forskellige scenarier for renoveringskriterier i bygningsreglementet.
Formålet er at undersøge, om der kan opstilles kriterier for de enkelte tekniske krav i bygningsreglementet, som kan udgøre en baseline for det eksisterende byggeri. Og som kan anvendes til at vurdere spændet fra de gældende krav på opførelsestidspunktet i forhold til kravene for et tilsvarende nybyggeri. Kriterierne skal udgøre grundlaget for at opstille målbare handlinger for det pågældende renoverings- eller transformationsprojekt. Altså, hvad er muligt at opnå på det konkrete kriterie sammenholdt med, hvad der kan opnås på øvrige kriterier.
Du inviteres derfor til at bidrage til dette arbejde. Første workshop afholdes onsdag den 8. oktober. Her præsenterer projektgruppen formålet med analysen og inviterer til en diskussion af et foreløbigt bud på kriterier for renovering.
Program for workshop
- Velkomst og kort introduktion til dagens tema.
- Helhedsorienteret Bygningsreglement
- Introduktion til barrierer for renoveringer i bygningsreglementet
- Introduktion til analyse om kriterier for renoveringer
- Workshop
Projektgruppen præsenterer foreløbige scenarier for kriterier og deltagerne diskuterer mulige metoder til at etablere baseline på forskellige bygningstypologier. Formålet er både at få input til konkrete kriterier og at få testet metoden på et indledende grundlag.
Dette møde er forbeholdt særligt inviterede.







Pierre Chatel Innocenti