Offentligt privat partnerskab blev for år tilbage fremhævet som en spændende ny måde at finansiere, udvikle og drifte byggeri og anlægsprojekter. Ideen med at fx store private entreprenørkoncerner eller pensionsselskaber opfører, vedligeholder og driver forskellige former for offentligt byggeri var en udbredt tanke, blandt andet inspireret af udviklingen i Storbritannien. Det gav flere kort på hånden og kunne være en spændende vej til at sikre et totaløkonomisk byggeri.

Men modellen har mødt udfordringer undervejs. En del offentlige organisationers brug af OPP er blevet udstillet i Rigsrevisionens kritik i juni måned. Revisorerne mente at organisationerne havde valgt OPP-modellen på et ufuldstændigt beregningsgrundlag. De påpeger, at der var risiko for, at det samlet set ikke havde været mest fordelagtigt for staten og regionerne at vælge OPP-projektformen. Men Bygherreforeningen maner til besindighed i forhold til at dømme modellen ude.

Tiden er en anden

”Flere af de pågældende projekter, som rigsrevisionen har gennemgået, blev igangsat for mere end 15 år siden. Tiden er en anden i dag, og mange har lært af deres erfaringer.  Både behovene og finansieringsmulighederne er nogle andre i dag. For mange bygherrer handler det om at kunne agere på bæredygtighed og teknologi. Og Danmark har høj kreditværdighed og med lav rente kan fx kommunerne relativt billigt finansiere egne byggerier via lån hos KommuneKredit.”, forklarer Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen.

Men ifølge Henrik L. Bang er det afgørende at se OPP-modellen i et strategisk perspektiv i sammenhæng med beslægtede modeller som ESCO og skræddersyede lejemål.

”Som bygherre skal man spørge sig selv, hvilke behov og udfordringer man har. Hvilke drifts- og vedligeholdelsesudgifter ser man ind i, og hvordan spiller bygningen sammen med andre bygninger i porteføljen? Hvordan ser dette billede ud i forhold til udviklingen de kommende 30 år. For det er typisk det tidsrum, en OPP-kontrakt løber i. ESCO kan bruges til at fremskynde klimaindsatsen i fx kommuner, hvor budget og kompetencer ikke matcher behovet”

Henrik L. Bang nævner, at der kan være andre situationer, hvor en privat aktør har ekstra kompetencer eller ressourcer til at løse en given bygge- og driftsopgave, og hvor det er fordelagtigt for bygherren at lægge opgaven ud. Det kan fx være byggeri som svømmehaller eller parkeringshuse, som for den enkelte bygherre er et specialiseret byggeri, men for en privat aktør er et standardbyggeri. I disse tilfælde kan det være svært at opbygge vedligeholdelses- og driftskompetencer for bygherren. Desuden kan der være kommercielle synergier, som kun den private aktør kan udnytte. Derfor placeres driftsopgaven hos en privat udvikler og operatør via en lang OPP-kontrakt.

Omvendt giver OPP mindre mening på et byggeri, som blot er en bygning ud af flere i egen organisation, og hvor man måske har opbygget en fornuftig driftsorganisation med gode kompetencer. Det kan fx være problematisk at lave OPP-projekter på en ud af flere skoler i en kommune. Det vil låse den enkelte bygning i 30 år, og skolen kan ikke fungere i samspil med kommunens andre skoler, når behovene ændrer sig.

Giver mening i forhold til teknologi

”Men bryder vi bygninger mere ned i enkeltdele, så vil OPP-lignende samarbejdsmodeller i fremtiden nok vinde frem. Uddannelsesbygninger, domiciler og produktionsfaciliteter fyldes i stigende grad med teknisk udstyr, som er yderst kompliceret for bygningsejeren at drive og vedligeholde. Her giver det fx mening med lange leje-, leasing- eller OPP-kontrakter. Det er jo at sammenligne med det offentliges indkøb af Metrotog eller fly til forsvaret. Udstyret er så kompliceret, at det kun giver mening at købe udstyret inklusiv lange kontrakter på drift og vedligehold, og desuden kan det give et gennembrud i forhold til at systemejeren står for den cirkulære tilgang til disse enkeltdele” spår Bygherreforeningens direktør.