Bygherreforeningens strategi 2028
Verden er blevet mere uforudsigelig, og byggeriet samt dets processer er blevet stadig mere komplekse. Det gør udfordringen med at levere værdiskabende byggeri til samfundet endnu større. Bygherreforeningens nye strategi frem mod 2028 sigter mod at understøtte landets bygherrer i at navigere i en mere foranderlig verden med nye lovkrav, rammebetingelser og forventninger fra omverdenen. Vi vil løfte bygherrernes identitet, selvforståelse og kompetenceniveau samt gøre vores indflydelse gældende som beslutningstagere og forandringsagenter i byggeriet og samfundet generelt.
Strategiske indsatsområder
For at omsætte strategien til konkret handling arbejder vi med fem strategiske indsatsområder, som supplerer og forstærker hinanden. Implementeringen sker i samarbejde mellem medlemmer, sekretariatet og i partnerskaber med andre.
Klarere identitet
Vi vil i højere grad støtte vores medlemmers individuelle udvikling og tilknytning til foreningen gennem forskellige medlemsprofiler med tilbud om viden og rådgivning om bl.a. karriereveje og karriereudvikling.
Styrket bygherreakademi
Vi vil udvikle vores kursus- og uddannelsestilbud til et samlet akademi med flere uddannelsesforløb, der styrker fagligheden hos vores medlemmer. Dette inkluderer faste certificerede uddannelsesforløb med internationale elementer og samarbejder med universiteter og vidensinstitutioner. Bygherreakademiet skal optræde som et selvstændigt brand.
Videreudvikle videnshub
Vi vil intensivere vores indsats med at producere relevant viden til landets bygherrer – med medlemmerne som samskabere. Det er viden, der øger bygherrernes relevans i egne organisationer og i samfundet generelt. Det kan være udviklingsprogrammer inden for samfundsrelevante og forretningskritiske områder, hvor byggeri spiller en central rolle, f.eks. inden for klima, velfærd eller økonomisk bæredygtighed.
Spotte trends og tendenser
Vi vil øge vores evne til at identificere fremtidige trends og tendenser. Med øget viden om muligheder og barrierer kan både medlemmer og foreningen i højere grad spille en central samfundsmæssig rolle og gøre sig relevante på både lokalt og nationalt plan. Det sker gennem analyser og inddragende processer og kan fx vedrøre emner som adgang til arbejdskraft, ressourcer eller sikkerhed.
Bygherren som samfundsaktør
Vi vil skærpe bygherrernes stemme i samfundet og styrke dialogen med politikere. Vi ønsker at spille en aktiv rolle i forhold til samfundets og branchens udfordringer samt skabe optimale rammevilkår. Det sker bl.a. ved at styrke bygherrens image som problemknuser og værdiskaber i samfundet samt øge dialogen med folketingspolitikere og embedsværket i samarbejde med andre organisationer.
Inden for hvert indsatsområde er der defineret særskilte fokusområder, og der udarbejdes målsætninger og målepunkter, som løbende behandles i bestyrelsen.
Læs mere her om vores strategi her.