Store ikke-udnyttede muligheder for digitalisering - Bygherreforeningen

Blog -

18/04/2017

Store ikke-udnyttede muligheder for digitalisering

Blogindlæg skrevet af: Jakob Diget Møller, digitaliseringskonsulent i Dansk Byggeri

 

Foto: Ulrik Samsøe Figen

 

Digitalisering i den danske byggebranche buldrer frem.  BIM-anvendelsen nyder større og større udbredelse, og med udbredelsen af BIM bliver vi også klogere på, hvilke udfordringer vi står over for, når vi skal udløse det produktivitetsforbedrende potentiale, som BIM udgør. Dette gælder også, når vi taler om renoveringsprojekter.

Som udgangspunkt er forskellen mellem et renoveringsprojekt og et nybyggeri større, jo tidligere i udførelsesfasen vi er.

Til at begynde med er der – i modsætning til et nybyggeri – en del i en eksisterende bygning, der i større eller mindre grad skal genanvendes. Men jo længere frem vi kommer i byggeprocessen, vil arbejdsopgaverne i et renoveringsprojekt svare til arbejdsopgaverne på et nybyggeri. En konstatering, der kan synes temmelig banal, men som ikke desto mindre er grundlaget for et ikke-opdyrket forretningsområde.

I nybyggerier drages der stor gavn af muligheden for at kollisionskontrollere stål- og betonkonstruktioner forud for opførelsen af råhuset og kollisionskontrollere råhuskonstruktionerne med installationsprojekterne.

Og inden for renoveringsprojekter er vi også meget godt med – altså når det gælder de nye bygningsdele. Men lige så snart vi ser på den eksisterende bygning – de dele af bygningen, der skal rives ned, de dele, der skal bevares og sammenbygges med nye bygningsdele – er der et uudnyttet potentiale.

Traditionelt har grundlaget for den eksisterende geometri været det eksisterende tegningsgrundlag, understøttet af et ikke nærmere defineret omfang af kontrolopmålinger fordelt hen over projekterings- og udførelsesfaserne. I stor udstrækning har rådgivere og udførende kunnet foretage kontrolmålene med en tommestok, og i situationer, hvor det har været utilstrækkeligt, er der blevet hentet hjælp hos landmålerne.

Kontrolmålene er siden blevet indarbejdet i projektmaterialet både før og efter udbud, og ofte er de blevet anført som forudsætninger, forbehold eller præciseringer.

Og blandt de professionelle aktører, der arbejder med renoveringsprojekter, er der en implicit forståelse af, hvornår en kontrolopmåling er tilstrækkelig – hvornår bygherren har stillet et tilstrækkeligt grundlag til rådighed for rådgiveren, hvornår rådgiveren har udarbejdet et tilstrækkeligt grundlag for tilbudsafgivelse, og hvornår entreprenører og leverandører har sikret et tilstrækkeligt grundlag for produktion.

Med mellemkomsten af BIM og 3D-scanningsteknologier er det pludselig blevet muligt at udarbejde en komplet digital geometrisk gengivelse af den eksisterende bygning i én sammenhængende arbejdsgang. Nu udestår så at fordele ansvaret mellem bygherre, rådgivere, entreprenører og leverandører, for hvem skal tage ansvaret for at udarbejde geometrien? Det korte svar må være: Bygherren! Og grundlæggende står det jo ikke til diskussion.

Men ligesom bygherren oftest hverken gennemfører landmålingsydelser, rådgivning, produktion eller udførelse, vil udarbejdelsen af en digital geometrisk gengivelse af den eksisterende bygning også være en ydelse, som bygherren skal kunne købe.

Indtil videre er der kun få service providere, der byder ind på disse opgaver. En medvirkende årsag til den begrænsede udbredelse er, at det grundlag, hvorpå ydelsen kan aftales, praktisk talt er ikke-eksisterende.

Af ”Ydelsesbeskrivelsen for byggeri og planlægning” anføres ydelsen ”Digitalisering af eksisterende forhold” under kapitel 8 afsnit 10 og lyder i sin fulde længe: ”Ydelsen omfatter digitalisering af eksisterende bygninger og anlæg i bygningsmodeller eller tegninger i nærmere aftalt omfang.” I forlængelse heraf skal det med, at emnet i det nyligt udkomne tillæg til ydelsesbeskrivelsen om digital projektering slet ikke er berørt.

Og så længe aftalegrundlaget for ydelser af denne art er så spinkelt, vil opgaven med at udarbejde et tilstrækkeligt aftalegrundlag være uhensigtsmæssigt stort – særligt i forhold til ansvars- og risikoforskydningerne. Et forhold, der ikke alene hæmmer udbredelsen af et kvalitativt optimeret (digitalt) projektgrundlag for renoveringsprojekter, men også øger transaktionsomkostningerne og i sidste ende begrænser produktivitetstilvæktsten.

 

Dette blogindlæg er tidligere udgivet på renoveringpaadagsordenen.dk. Denne platform er nedlagt, hvorfor indlægget er genudgivet på bygherreforeningen.dk, der tidligere har varetaget driften heraf.

Aktuelt

Styrk din faglighed på et af vores kommende arrangementer

maj
15
Bæredygtighed

Bæredygtighed i udbud

Hvordan arbejder du med bæredygtighed i dine udbud, så du sikrer dig, at det, der er tænkt allerede i programfasen, fastholdes frem til aflevering og overgang til drift? På dette kursus får du inspiration til,...

maj
16
Byggeriets aftaler

YBB19: Ydelsesbeskrivelse for bygherrerådgivning

Bliv fortrolig med Ydelsesbeskrivelse for Bygherrerådgivning, YBB19, og hør hvordan du kan bruge den til at sætte rammen for et godt samarbejde. Kurset giver dig et godt overblik over ydelsesbeskrivelsen og gode råd til, hvordan...

maj
22
Byggeri, drift og anlæg

Bæredygtig renovering og transformation

Sammenlignet med fokus på nybyggeri, så er der behov for mere spotlight på transformation og renovering. Fokus på den eksisterende bygningsmasse er helt afgørende for at nedsætte byggebranchens samlede klimaaftryk. På dette seminar kigger vi...

maj
23
Styring og økonomi

Budgetplanlægning i byggeprojekter – dynamiske styringsværktøjer

Bliv skarp på den tidlige budgetplanlægning og få inspiration til, hvordan du som bygherre kan bruge den økonomiske ramme for projektet aktivt. På dette kursus får du en introduktion til budgetlægning, økonomistyring og risikohåndtering gennem...

maj
23
Styring og økonomi

Uddannelsesforløb: Styring og økonomi for bygherrer

Tag et samlet uddannelsesforløb i ’Styring og økonomi for bygherrer’ og bliver dermed klædt på til at styre dit projekt sikkert i mål. Bemærk, at alle kurser fortsat kan købes som enkeltkurser.

maj
28
Byggeriets aftaler

YBL18: Ydelsesbeskrivelse for Byggeri og Landskab

Dette kursus giver dig indsigt i ‘Ydelsesbeskrivelse for Byggeri og Landskab’, YBL18. For hvilken betydning har ydelsesbeskrivelsen for dig som bygherre? Hvordan sikrer du at få de rette ydelser til opgaven, og hvordan kan du...

Få den nyeste viden fra Bygherreforeningen i din indbakke

Ja tak – send mig Bygherreforeningens nyhedsbrev