Er byggeriets uddannelser og virksomheder i sync?

Blogindlæg skrevet af: Graves Simonsen, projektchef i Bygherreforeningen

Regeringen indfører over de næste fire år et årligt såkaldt omprioriteringsbidrag på 2% af de offentlige udgifter til uddannelses- og kulturområdet på linje med en række andre statslige områder. For uddannelsesinstitutionerne opleves bidraget som en pålagt besparelse på budgettet, og øvelsen med at prioritere inden for den nye økonomiske rammer er derfor i fuld gang. For arkitektuddannelsens vedkommende har regeringen fulgt omprioriteringsøvelsen op med en nedskæring i studieoptaget med 20% i Aarhus og 30% i København.

De nye krav har fået de uddannelsesansvarlige op af stolene. Færre studerende betyder som regel færre færdige kandidater, nedskæringer i medarbejderstaben, nedlæggelse af studieretninger og specialefag og ændringer af studieplaner og undervisningsmateriale. Alene spareøvelsen koster på ressourcekontoen, og det kan også i denne sammenhæng vise sig at blive dyrt at være fattig. Effekten af ændringerne er af gode grunde endnu ikke er slået igennem hos aftagerne, og det kan være forklaringen på, at reaktionerne fra virksomhederne og deres interesseorganisationer er overraskende afdæmpede, men det kan også skyldes, at der på kort sigt mangler overblik over udbud og på længere sigt prognoser for efterspørgslen.

Bryd med traditionerne!
I det lys er det naturligt at stille spørgsmålet: Har uddannelserne og virksomhederne ikke et stort sammenfald af interesser i at udbud og efterspørgsel af kompetencer og kvalificerede ressourcer i videst mulig udstrækning matcher hinanden? Svaret må være jo! Og det peger på et behov for en tættere dialog og bedre samarbejde i kompetencemarkedet. Det vil reducere følsomheden i forhold til politiske indgreb, der risikerer at ramme branchen uhensigtsmæssigt, og samtidigt skabe grobund for en mere fælles forståelse for byggeriets kompetencemæssige behov og udviklingen af byggeriets processer og leverancer. Kort sagt sikre et bedre kvalitativt og kvantitativt match mellem udbud og efterspørgsel.

I Danmark har vi tradition for en relativt fri og uafhængig uddannelsessektor, når vi taler videregående uddannelser. Uddannelserne er naturligvis underlagt centrale bekendtgørelser, der bl.a. fastlægger læringsmål, og de skal akkrediteres for at optage studerende i det offentligt finansierede uddannelsessystem. De fleste videregående uddannelser er desuden underlagt krav om, at undervisningen skal være baseret på den nyeste forskning. Selve udmøntningen af uddannelseskravene fastlægges til gengæld af uddannelsernes egne styrende organer. Det gælder både det faglige indhold og balancen mellem kursusbaseret undervisning i konkrete færdigheder og projektorienterede studieforløb.

Flere af uddannelserne er allerede i dag i dialog med repræsentanter fra erhvervslivet. Det kan være gennem aftagerpaneler, ved inddragelse af praktikere i undervisningen eller gennem de studerendes praktikordninger, hvor praktikpladserne skal godkendes og i nogen grad bliver evalueret. Spørgsmålet er, i hvor høj grad der sker en evaluering af de videregående uddannelser fra erhvervslivets side, og i hvor høj grad der sker tilbageløb af erfaringer med erhvervslivet konkrete kompetencebehov?

Der er næppe tvivl om, at uddannelsesinstitutionerne føler er stort pres fra både erhvervslivet og politisk hold. Virksomhederne kræver nyuddannede med de rette kompetencer til at udfylde de ledige jobs og løse de opgaver, der nu engang er i byggeriets aktuelle situation. Og politikerne kræver med den såkaldte fremdriftsreform, at de studerende bringes hurtigt og ressourceeffektivt gennem uddannelserne – og ud i job.

Over for dette står uddannelserne med ambitioner om at videreudvikle byggeriet gennem forskning og afprøvning af nye metoder og processer, der skal geare de unge til at kunne arbejde selvstændigt med de problemstillinger, som byggeriet byder på i hverdagen – samtidigt med at de studerende skal tilegne sig mere traditionelle færdigheder. Når omverdenen stiller nye og berettigede krav om mere viden og specifikke færdigheder blandt de studerende og nyuddannede, må uddannelsesinstitutionerne indstille sig på at skulle prioritere og i givet fald nedprioritere andet i uddannelsernes indhold.

Fjerdeparten i uddannelsessystemet, de studerende, har naturligt nok også en mening. I udgangspunktet vælger de i overvejende grad studie efter faglig interesse og ud fra en overordnet indsigt i, hvad uddannelserne kan tilbyde fagligt, og hvilke jobs de kan få efter endt studie. Undervejs i studiet opdager de studerende, om deres evner matcher både deres egne og uddannelsernes ambitioner, og nogle bliver også opmærksomme på, om der vil være relevante jobs for dem, når de er færdiguddannede. Det er forskelligt, hvor praksisnære uddannelserne er indholdsmæssigt, og der vil altid være en vis ubalance i beskæftigelsesgraden afhængig af fx konjunkturer, som byggeriet traditionelt er meget følsomt overfor.

Overblikket mangler
Både på den korte og lange bane handler det om kompetencer, men i lige så høj grad om ressourcer. I den enkelte virksomhed er det relativt overskueligt at sammenholde opgavebeholdning og ressourcebehov, men kompetence- og ressourceudbuddet i byggesektorens som helhed mangler der til gengæld et overblik over. På statsligt niveau er der fokus på dimittendledigheden koblet med uddannelsesudbuddet i et korttidsperspektiv, mens der generelt mangler overblik over de strukturelle og mere langsigtede konsekvenser. Den slags overvejelser kan fx være relevante i forbindelse med det stærkt reducerede optag af arkitektstuderende eller i forhold til konsekvenserne af de nedskæringer på forskellige uddannelser, der følger af omprioriteringsbidraget over de næste fire år.

Vil en eventuel mangel på spidskompetencer i byggeriets forskellige fagligheder bare blive udjævnet af andre kompetencer? Og hvad vil det i givet fald betyde i forhold til udvikling af byggeriets produktivitet og samarbejdsformer samt arkitekturen og bygningernes bæredygtighed?

At skabe et bedre overblik over, hvad uddannelserne tilbyder og hvad virksomhederne efterspørger, kræver analyser, initiativer og værktøjer, som fx

• løbende systematisk kvalitativ og kvantitativ analyse af markedsbehov
• udbygning af de nævnte aftagerpaneler og lignende ordninger
• tættere tilknytning og udveksling mellem virksomheder og uddannelser for så vidt angår studerende, videnoverførsel og karriereplanlægning
• tættere og mere forpligtende samarbejder på tværs af uddannelser
• overvejelser om behovet for nytænkning af praktikordninger
• etablering/udbygning af mentorordning/-netværk mellem praktikere og undervisere
• styrkelse af efteruddannelsesmarkedet, der kan opfylde de eventuelt manglende kompetencer blandt nyuddannede fra basisuddannelserne,
• afholdelse af en tilbagevendende, årlig konference om status, nye tendenser og nye behov, hvor uddannelserne og virksomhederne tager temperaturen på hinanden og opnår en større erkendelse af, at de to parter har brug for et bedre samspil.

Aftagerdebat på Folkemødet
Folkemødet på Bornholm er en god anledning til at tage en debat om balance mellem byggeriets aftagere og udbydere af relevante uddannelser, og derfor har initiativet Renovering på Dagsordenen inviteret en række aftagere til at give deres bud på, hvordan byggesektoren kan byde ind i et bedre samspil med uddannelserne. Til at sætte debatten ind i et større uddannelses- og samfundsmæssigt perspektiv er Tænketanken DEA også inviteret til at deltage. Debatten, der modereres af uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang, Dagbladet Politiken, finder sted i Dansk Byggeri og TEKNIQs telt på havnen i Allinge, fredag den 17/6 kl. 10.00-10.50.

Dette blogindlæg er tidligere udgivet på renoveringpaadagsordenen.dk. Denne platform er nedlagt, hvorfor indlægget er genudgivet på bygherreforeningen.dk, der tidligere har varetaget driften heraf.