Bygherrerne skal skabe rammerne for bæredygtigt byggeri - Bygherreforeningen

Nyhed -

03/09/2021

Bygherrerne skal skabe rammerne for bæredygtigt byggeri

Hvorfor er det så svært at indfri ambitionerne om at bygge bæredygtigt? Med projektet ”Den bæredygtige byggeproces” vil Værdibyg sætte byggeriets aktører og virksomheder i stand til at bygge mere bæredygtigt. Bygherren spiller en central rolle i bevægelsen fra bæredygtighedsstrategi til handlingsplan.

Udviklingsprogrammet Værdibyg, som Bygherreforeningen er blandt initiativtagerne til, har netop modtaget støtte fra Realdania og Grundejernes Investeringsfond til projektet ”Den bæredygtige byggeproces”. Projektet adskiller sig ifølge projektchef i Værdibyg, Nina Koch-Ørvad, fra andre bæredygtighedsinitiativer i byggebranchen ved at beskæftige sig med processer og samarbejde frem for tekniske løsninger.

”Fremtidens byggeri skal være bæredygtigt. Projektet her skal gøre byggeriets aktører – heriblandt bygherrerne – i stand til at komme fra ambition til handling. Det skal ske ved, at vi styrker de processer og det samspil, der er nødvendigt for at udføre bæredygtigt byggeri”, fortæller Nina Koch-Ørvad.

Man kan ikke bygge bæredygtigt alene

Projektet tager udgangspunkt i Værdibygs publikation ”Perspektiver på den bæredygtige byggeproces” – en undersøgelse af, hvorfor det er så svært at lykkes med bæredygtigt byggeri. Her kunne Nina Koch-Ørvad og hendes kollega Stephan Sander konstatere, at der generelt mangler fokus på og viden om processen, der leder frem til bæredygtigt byggeri.

”Der er for lidt styr på de grænseflader, samarbejder, ledelsesværktøjer mv. som er afgørende for, at vi lykkes med at gennemføre bæredygtigt byggeri i praksis”, fortæller Nina Koch-Ørvad. ”Det er ikke muligt at bygge bæredygtigt, medmindre vi får alle led i værdikæden til at spille sammen. Det giver ingen mening med silo- og solotænkning, når visionen er et helhedsorienteret, bæredygtigt byggeri. Man kan ikke bygge bæredygtigt alene”, fastslår projektchefen.

Projekttrekanten skal udvides

I følge seniorprojektleder i Værdibyg Stephan Sander skal det nye projekt gennemføres med involvering af praktikere fra hele byggeriets værdikæde – fra bygherre til rådgivere, udførende og leverandører.

”Vi samler konkret viden, erfaringer og cases fra byggeriets praktikere, og formidler det tilbage til branchen igennem vejledninger, artikler, temamøder mm. I projektet udvikler vi konkrete anvisninger til, hvordan byggeprocessen tilrettelægges og gennemføres, så de ambitiøse strategier for bæredygtigt byggeri kan føres ud i livet her og nu”, udtaler Stephan Sander.

Selvom det er afgørende, at alle led i værdikæden bidrager, fremhæver Stephan Sander bygherrens rolle i den bæredygtige byggeproces som helt central, når de bæredygtige ambitioner skal omsættes til handling på alle byggeprojekter.

”Bygherren kan sikre, at der et klart og tydeligt mål om bæredygtighed fra starten af projektet, ved at udvide projekttrekanten til en firkant. Normalt udgør tid, økonomi og kvalitet de overordnede rammer for et byggeprojekt. Det bæredygtige byggeprojekt er imidlertid udspændt mellem fire hjørner – tid, økonomi, kvalitet og  bæredygtighed. Det skal bygherre – uformelt gennem sin adfærd og formelt gennem udbud, aftaler og kontrakter – sikre, at der er fuld bevidsthed om på projektet”, siger Stephan Sander.

Fokus på mærkesag

Direktør i Bygherreforeningen, Henrik L. Bang er glad for, at der med Værdibygs nye projekt bliver sat fokus på én af foreningens mærkesager.

”Det virker efterhånden som en banalitet at sige, at bæredygtighed er et vigtigt emne, som byggeriet skal forholde sig til. Men som den seneste rapport fra FN’s klimapanel netop har tydeliggjort, er det vigtigere end nogensinde at komme fra ambition til handling. Bygherrerne skal tage strategisk stilling, men derudover kræver det et samarbejde i hele branchen for at lykkes, og det kan Værdibyg med sin brede forankring i branchen forhåbentlig blive katalysator for”, udtaler direktøren.

Om projektet

”Den bæredygtige byggeproces” støttes med en bevilling fra Realdania og Grundejernes Investeringsfond på i alt 4,3 mio. kr. og indirekte støtte fra frivillige brancheaktører. Projektet startes op i efteråret og arbejder inden for fire hovedtemaer:

  1. Klare strategier for bæredygtighed i bygge- og anlægsprojekter
  2. Tæt og tidligt samarbejde om bæredygtighed
  3. Klare krav til bæredygtighed i udbud, aftaler og kontrakter
  4. Ressourcer og ledelse med fokus på bæredygtighed

Projektet baserer sig på vidensindsamling og ekspertinterviews, undersøgelse af fyrtårnsprojekter, afprøvning i praksis og workshops med praktikere fra branchen med fokus på udfordringer og erfaringer med at bygge bæredygtigt. Resultatet bliver gode råd og anbefalinger, som i projektperioden løbende udkommer i form af vejledninger og understøttes af en række formidlings- og udbredelsesaktiviteter, der skal skabe synlighed, implementering og effekt i branchen.

Nyheden er skrevet af Andreas Holst-Olesen 3/9 - 2021

Aktuelt

Styrk din faglighed på et af vores kommende arrangementer

maj
15
Bæredygtighed

Bæredygtighed i udbud

Hvordan arbejder du med bæredygtighed i dine udbud, så du sikrer dig, at det, der er tænkt allerede i programfasen, fastholdes frem til aflevering og overgang til drift? På dette kursus får du inspiration til,...

maj
16
Byggeriets aftaler

YBB19: Ydelsesbeskrivelse for bygherrerådgivning

Bliv fortrolig med Ydelsesbeskrivelse for Bygherrerådgivning, YBB19, og hør hvordan du kan bruge den til at sætte rammen for et godt samarbejde. Kurset giver dig et godt overblik over ydelsesbeskrivelsen og gode råd til, hvordan...

maj
22
Byggeri, drift og anlæg

Bæredygtig renovering og transformation

Sammenlignet med fokus på nybyggeri, så er der behov for mere spotlight på transformation og renovering. Fokus på den eksisterende bygningsmasse er helt afgørende for at nedsætte byggebranchens samlede klimaaftryk. På dette seminar kigger vi...

maj
23
Styring og økonomi

Budgetplanlægning i byggeprojekter – dynamiske styringsværktøjer

Bliv skarp på den tidlige budgetplanlægning og få inspiration til, hvordan du som bygherre kan bruge den økonomiske ramme for projektet aktivt. På dette kursus får du en introduktion til budgetlægning, økonomistyring og risikohåndtering gennem...

maj
23
Styring og økonomi

Uddannelsesforløb: Styring og økonomi for bygherrer

Tag et samlet uddannelsesforløb i ’Styring og økonomi for bygherrer’ og bliver dermed klædt på til at styre dit projekt sikkert i mål. Bemærk, at alle kurser fortsat kan købes som enkeltkurser.

maj
28
Byggeriets aftaler

YBL18: Ydelsesbeskrivelse for Byggeri og Landskab

Dette kursus giver dig indsigt i ‘Ydelsesbeskrivelse for Byggeri og Landskab’, YBL18. For hvilken betydning har ydelsesbeskrivelsen for dig som bygherre? Hvordan sikrer du at få de rette ydelser til opgaven, og hvordan kan du...

Få den nyeste viden fra Bygherreforeningen i din indbakke

Ja tak – send mig Bygherreforeningens nyhedsbrev