Hver tiende varmepumpe installeres med fejl - Bygherreforeningen

Blog -

02/04/2019

Hver tiende varmepumpe installeres med fejl

Blogindlæg skrevet af: Simon O. Rasmussen, underdirektør i TEKNIQ arbejdsgiverne – Industri & Installation

 

I 2017 investerede knap 44.000 danske boligejere i en varmepumpeløsning. Selvom det stadig primært er de små luft-luft-varmepumper, der investeres i (35.504 i 2017), er der også sket en betydelig stigning i salget af de tunge anlæg, som bruges til helårsboliger. 6.289 boligejere sagde i 2017 ”ja tak” til at få installeret en luft-til-vand-varmepumpe. Det er 59 procent flere end året før.

Og langt størstedelen af kunderne er tilfredse med skiftet. Det viser en undersøgelse, som Green Lab Brugerinnovation har udarbejdet. Her deltog lidt over 200 boligejere, der alle har fået installeret helårs-varmepumper i perioden 1. marts 2017 til 1. marts 2018.

Undersøgelsen viste, at 88 procent af kunderne var tilfredse med den varmepumpe, de fik installeret. Det betyder også, at lidt mere end hver 10. kunde oplevede, at deres nyerhvervede varmeanlæg ikke levede op til forventningerne – enten på grund af driftsproblemer eller mangelfuld opvarmning.

 

Et voksende problem
Den grønne omstilling stiller krav om, at vi i de kommende årtier skal udskifte et meget stort antal olie- og gasfyr. Hovedparten vil blive erstattet af varmepumper. Men varmepumper er kompliceret teknologi og vanskeligere at få til at fungere optimalt end traditionelle opvarmningsformer. Derfor kræver installationen af varmepumper særlige kompetencer.

Hvis en varmepumpe ikke er korrekt dimensioneret og indreguleret, og derfor kører med større forbrug af strøm end nødvendigt, så får kunderne ikke den besparelse, de kunne have opnået. Og set i et samfundsmæssigt perspektiv, spilder man en masse energi. Derfor er der behov for at gribe ind og stille de nødvendige kompetencekrav, så vi ikke står med et problem, der bare stiger i takt med at varmepumper bliver mere og mere udbredte.

Foto: Esben Jørgensen, VVS Teknik Aps

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det offentlige blå stempel: VE-godkendelsesordningen
Og det er i høj grad branchens ansvar at sikre, at varmepumperne bliver installeret, så de fungerer optimalt. Derfor er det vigtigt, at varmepumper installeres af virksomheder med de nødvendige kompetencer.

Energistyrelsen har udviklet den såkaldte VE-godkendelsesordning, som omfatter varmepumper, solceller, biovarme og solvarme. Ordningen står åben for alle aktører med de krævede kompetencer. Ordningen, som det er gratis at være medlem af, udspringer af EU’s VE-direktiv og stiller krav til særligt gode kompetencer og kvalitetssikring hos de udførende virksomheder. Dermed har vi i Danmark en officiel blåstempling af installatører med særligt stærke kompetencer inden for blandt andet varmepumper. Og ordningen virker!

Green Lab Brugerinnovations undersøgelse viser, at der er en markant højere kundetilfredshed med de varmepumper, som er installeret af en VE-godkendt virksomhed. Det er derfor en rigtig god ordning.

Men selvom ordningen markedsføres af brancheorganisationer og mange af de virksomheder, som er godkendt efter ordningen, er kendskabet til den desværre ret begrænset. Mange kunder ved derfor ikke, at de har mulighed for at sikre en højere kvalitet at deres installationer ved at benytte en installatør, der er godkendt efter ordningen.

Den manglende opmærksomhed fra kundernes side betyder desværre også, at mange installatører er tilbageholdende med at uddanne sig efter ordningen, for hvorfor bruge ekstra tid og ressourcer på at lade sig efteruddanne, kvalitetssikre og markedsføre, hvis ikke kunderne efterspørger det. VE-godkendelsesordningen lever derfor et stille liv.

 

De oplagte løsninger
Fra branchen side skubber vi derfor på for at myndighederne anvender VE-godkendelsesordningen mere aktivt. Det kan for eksempel være ved at stille krav om at offentlige støttekroner til varmepumper kun udbetales til projekter, som er gennemført af en virksomhed, der har det offentlige blå stempel som medlem af VE-godkendelsesordningen.

Dermed kan man i vidt omfang modvirke, at offentlige støttekroner bliver anvendt til løsninger, der ikke lever op til det lovede. En anden mulighed er at stille krav om, at varmepumper alene må installeres af virksomheder, der er medlem af VE-godkendelsesordningen. Dermed omfattes også varmepumper, som installeres uden offentlig støtte, af ordningen.

VE-godkendelsesordningen er en effektiv måde at styrke kvaliteten af varmepumpeinstallationer på. Uanset hvilken løsning, der vælges, vil en øget brug af ordningen reducere problemer med fejlbehæftede installationer. Og da VE-godkendelsesordningen er offentlig og frit tilgængelig for virksomheder, er den i modsætning til evt. private ordninger på området med til at holde markedet åbent og sikre, at konkurrencen bibeholdes til gavn for kunderne.

 

Dette blogindlæg er tidligere udgivet på renoveringpaadagsordenen.dk. Denne platform er nedlagt, hvorfor indlægget er genudgivet på bygherreforeningen.dk, der tidligere har varetaget driften heraf.

Aktuelt

Styrk din faglighed på et af vores kommende arrangementer

maj
15
Bæredygtighed

Bæredygtighed i udbud

Hvordan arbejder du med bæredygtighed i dine udbud, så du sikrer dig, at det, der er tænkt allerede i programfasen, fastholdes frem til aflevering og overgang til drift? På dette kursus får du inspiration til,...

maj
16
Byggeriets aftaler

YBB19: Ydelsesbeskrivelse for bygherrerådgivning

Bliv fortrolig med Ydelsesbeskrivelse for Bygherrerådgivning, YBB19, og hør hvordan du kan bruge den til at sætte rammen for et godt samarbejde. Kurset giver dig et godt overblik over ydelsesbeskrivelsen og gode råd til, hvordan...

maj
22
Byggeri, drift og anlæg

Bæredygtig renovering og transformation

Sammenlignet med fokus på nybyggeri, så er der behov for mere spotlight på transformation og renovering. Fokus på den eksisterende bygningsmasse er helt afgørende for at nedsætte byggebranchens samlede klimaaftryk. På dette seminar kigger vi...

maj
23
Styring og økonomi

Budgetplanlægning i byggeprojekter – dynamiske styringsværktøjer

Bliv skarp på den tidlige budgetplanlægning og få inspiration til, hvordan du som bygherre kan bruge den økonomiske ramme for projektet aktivt. På dette kursus får du en introduktion til budgetlægning, økonomistyring og risikohåndtering gennem...

maj
23
Styring og økonomi

Uddannelsesforløb: Styring og økonomi for bygherrer

Tag et samlet uddannelsesforløb i ’Styring og økonomi for bygherrer’ og bliver dermed klædt på til at styre dit projekt sikkert i mål. Bemærk, at alle kurser fortsat kan købes som enkeltkurser.

maj
28
Byggeriets aftaler

YBL18: Ydelsesbeskrivelse for Byggeri og Landskab

Dette kursus giver dig indsigt i ‘Ydelsesbeskrivelse for Byggeri og Landskab’, YBL18. For hvilken betydning har ydelsesbeskrivelsen for dig som bygherre? Hvordan sikrer du at få de rette ydelser til opgaven, og hvordan kan du...

Få den nyeste viden fra Bygherreforeningen i din indbakke

Ja tak – send mig Bygherreforeningens nyhedsbrev