Bygherre med baggrund som sygeplejerske: Byggebranchens diskussionskultur er befriende - Bygherreforeningen

Nyhed -

24/02/2023

Bygherre med baggrund som sygeplejerske: Byggebranchens diskussionskultur er befriende

Som projektdirektør for Universitetshospital Køge står Helle Gaub i spidsen for et byggeri til 4 milliarder kr., der løber over 10 år og skal stå færdigt i 2026. Hun startede sin karriere som sygeplejerske, men udviste talent for ledelse og for at drive forandringsprocesser, og fik senere øjnene op for de fysiske rammers betydning i sundhedsvæsenet. Efter en længere årrække i rådgivende ingeniørvirksomheder endte hun som bygherre i Region Sjælland, hvor hun gør brug af sin kombinerede faglighed til at sikre forståelse mellem byggefolk og sundhedspersonale på hospitalsbyggeriet.

Hvad er din baggrund som bygherre?

Fra sygeplejerske til bygherre

Oprindeligt er jeg uddannet sygeplejerske, men kom hurtigt til at få ledelsesroller. Derigennem opdagede jeg, at jeg havde talent for at udvikle og lede forandringer. Da jeg i 1997 var involveret i at starte et nyt patienthotel i Odense, fik jeg øjnene op for de fysiske rammers betydning. Det gav mig blod på tanden til at søge i retning af byggeriet. Derfor blev jeg ved årtusindskiftet ansat i en rådgivende ingeniørvirksomhed og har siden da arbejdet med planlægning og gennemførelse af sundheds- og sygehusbyggeri især i Skandinavien, projekter i Mellemøsten og enkelte projekter i Kina. Længst tid var jeg i COWI fra 2008-2013, hvor jeg endte som udviklingsdirektør for sygehusområdet. Jeg søgte mit nuværende job i Region Sjælland i 2013, hvor jeg både er projektdirektør for sygehusbyggeriet i Køge og en del af sygehusledelsen som vicedirektør. Stillingen tiltalte mig, fordi den kombinerede de rette elementer i min faglighed og min lyst og kompetence til at udvikle innovative projekter.

I min karriere har jeg haft brug for at tilegne mig ny viden om byggeri, aftaler og kontraktforhandlinger. Men jeg bringer også viden med mig fra min tid som sygeplejerske om det sundhedsfaglige personales arbejdsgange og dagligdag, som gør mig i stand til at lede processerne meningsfuldt og hjælpe det byggefaglige personale med at forstå, hvorfor behovene er som de er.

Mod til at være uenige

Jeg var overrasket over, hvor anderledes det er at være leder på et byggeprojekt end i sundhedsvæsenet. Da jeg startede i ingeniørbranchen, tænkte jeg ”hold da op, her er en anderledes kultur”. Sundhedsvæsenet er meget demokratisk og følelser fylder meget, også på ledelsesniveau – til gengæld kan der også være en sikkerhedskultur, der indimellem står i vejen for forandringer. Jeg var meget fascineret af at se folk i byggebranchen diskutere, så det fløjtede, og være fagligt voldsomt uenige, men når en beslutning blev truffet, blev tavlen visket ren, uden at der var nogen, der bar nag. Jeg syntes, det var helt fantastisk befriende, at man kunne være uenige på en konstruktiv måde. Da jeg stoppede i COWI, sagde min direktør: ”Helle har et stort omsorgsgen med en benhård no-nonsense-bagkant.” Og netop derfor trives jeg godt i begge verdener.

“Jeg syntes, det var helt fantastisk befriende, at man kunne være uenige på en konstruktiv måde.”

Hvad lægger du særligt vægt på i dit arbejde som leder?

Det er utrolig vigtigt for mig at fokusere på målet og vores leverancer i projektet for at sikre en retning for mine medarbejdere. Der er enormt meget støj og udefrakommende pres på et sygehusbyggeri, og det skal jeg navigere i, så mine medarbejdere ikke bliver tynget af det. Min opgave som leder er også at skærme mine medarbejdere fra politiske diskussioner, fra pressen og omverdenens holdninger og fordomme. De skal have ro til at arbejde, for de bliver også påvirket af kritik af et projekt, som de selv er stolte af og lægger mange kræfter i.

Forståelse mellem fagligheder

Jeg laver et oversættelsesarbejde mellem faglighederne på projektet. Jeg skal sikre forståelse hos hospitalspersonalet for, hvorfor tekniske installationer og skakte kan betyde ændringer i ellers standardiseret indretning, og omvendt skal jeg også forklare hospitalspersonalets holdninger til mine byggefolk. Der har jeg en kommunikationsopgave, som handler om at forklare selvfølgeligheder og indforstået viden mellem de to faggrupper, jeg leder.

“Jeg laver et oversættelsesarbejde mellem faglighederne på projektet.”

Hvad optager dig lige nu? 

Vi har afleveret en del mindre bygninger og er nu i proces med at aflevere den første store sengebygning, hvor der skal være patienter. Det er kulminationen på en hård proces, hvor vi har været ramt af eftervirkninger fra først corona og siden krigen i Ukraine. Afleveringen har været forsinket tre gange, og der er lavet mangelgennemgang fire gange. Det føles som en eksamen, og jeg kan mærke, at de meget dygtige fagfolk, som er i byggeorganisationen, også har lidt svært ved helt at slippe huset og sætte det sidste punktum.

Medarbejderudvikling i tidsbegrænset organisation

Organisationen har en udløbsdato, og derfor er jeg også meget optaget af, hvordan vi fastholder kompetencer indtil da. I løbet af 2026 afvikler vi organisationen, så vi skal arbejde på at få vores medarbejdere videre på en god måde. Vi har fastansat folk, hvorfor de stadig vil være ansat i Region Sjælland, når projektet er færdigt. Men vi skal stadig arbejde på at fastholde folk og på at udvikle dem, så de er klar til deres næste arbejde, om de så har lyst til at blive i regionen eller vil videre. For mig er det vigtigt, at vi også skylder medarbejderne udvikling og måske uddannelse, så de kan komme godt videre.

Hvad er din største udfordring som bygherre?

Fornyet energi og gejst efter et hårdt år

At vores organisation lander på benene efter det her seje år. Jeg fortæller mine medarbejdere, at det har været en ekstraordinær situation, som man ikke kunne forudse. Men vi har en byggeorganisation, som skal have fornyet energi, og en sygehusorganisation, som skal have genetableret tilliden til projektet. De første patienter flytter ind i marts, og jeg håber, det vil hjælpe med at løsne op.

Vi skal have oparbejdet en ny gejst og huske, at vi har bygget et lækkert hus. Man kan blive så detaljeorienteret, at man ikke ser andet end hullerne i osten. Det hjælper, når de besøgende fortæller, at her gad de godt indlægges, skulle de være så uheldige at blive syge.

“Vi skal have oparbejdet en ny gejst og huske, at vi har bygget et lækkert hus.”

Hvad er du mest stolt af at have opnået det seneste år?

Jeg er stolt af, at vi lige om lidt har afleveret den første sengebygning mod alle odds. Vi er lykkedes med at prioritere i projektet og forventningsafstemme med sygehusorganisationen, så de ved, at de ikke får alt, men det får det, der er vigtigst for dem.

Det er også en stor succes, at vi har indfriet vores ambition om en automatiseret logistikløsning. Vi har skabt et unikt system, hvor varebestillingen er automatiseret til statistisk bestilling, og hvor varemodtagelse og transport af varer sker med robotter. Vi ved, at vi får rekrutteringsudfordringer på det nye hospital, så vi optimerer og automatiserer, hvad vi kan, for at prioritere det kliniske personales arbejde.

 

Nuværende stilling: Projektdirektør, Projekt Universitetshospital Køge og vicedirektør, Sjællands Universitetshospital
Alder: 62 år
Uddannelse: Sygeplejerske, HD i organisation, Executive master i forandringsledelse

 

Helle er gæsteoplægsholder på Bygherreforeningens lederuddannelse i foråret, hvor hun deler ud af sine mangeårige ledelseserfaringer. Læs mere her. 

Nyheden er skrevet af Ditte Maria Juel Jensen

Aktuelt

Styrk din faglighed på et af vores kommende arrangementer

maj
15
Bæredygtighed

Bæredygtighed i udbud

Hvordan arbejder du med bæredygtighed i dine udbud, så du sikrer dig, at det, der er tænkt allerede i programfasen, fastholdes frem til aflevering og overgang til drift? På dette kursus får du inspiration til,...

maj
16
Byggeriets aftaler

YBB19: Ydelsesbeskrivelse for bygherrerådgivning

Bliv fortrolig med Ydelsesbeskrivelse for Bygherrerådgivning, YBB19, og hør hvordan du kan bruge den til at sætte rammen for et godt samarbejde. Kurset giver dig et godt overblik over ydelsesbeskrivelsen og gode råd til, hvordan...

maj
22
Byggeri, drift og anlæg

Bæredygtig renovering og transformation

Sammenlignet med fokus på nybyggeri, så er der behov for mere spotlight på transformation og renovering. Fokus på den eksisterende bygningsmasse er helt afgørende for at nedsætte byggebranchens samlede klimaaftryk. På dette seminar kigger vi...

maj
23
Styring og økonomi

Budgetplanlægning i byggeprojekter – dynamiske styringsværktøjer

Bliv skarp på den tidlige budgetplanlægning og få inspiration til, hvordan du som bygherre kan bruge den økonomiske ramme for projektet aktivt. På dette kursus får du en introduktion til budgetlægning, økonomistyring og risikohåndtering gennem...

maj
23
Styring og økonomi

Uddannelsesforløb: Styring og økonomi for bygherrer

Tag et samlet uddannelsesforløb i ’Styring og økonomi for bygherrer’ og bliver dermed klædt på til at styre dit projekt sikkert i mål. Bemærk, at alle kurser fortsat kan købes som enkeltkurser.

maj
28
Byggeriets aftaler

YBL18: Ydelsesbeskrivelse for Byggeri og Landskab

Dette kursus giver dig indsigt i ‘Ydelsesbeskrivelse for Byggeri og Landskab’, YBL18. For hvilken betydning har ydelsesbeskrivelsen for dig som bygherre? Hvordan sikrer du at få de rette ydelser til opgaven, og hvordan kan du...

Få den nyeste viden fra Bygherreforeningen i din indbakke

Ja tak – send mig Bygherreforeningens nyhedsbrev