Blogindlæg skrevet af: Anna Mette Exner, arkitekt MAA og indehaver af Anna Mette Exner Arkitektur ApS
Et af de største problemer i Gellerup er, at helt almindelige etniske danskere, som aldrig har sat deres fødder i boligområdet, går rundt og fortæller negative historier om livet i ghettoen; historier, de selv tror på, på trods af at bydelen faktisk har flyttet sig markant positivt både fysisk og socialt igennem de senere år. Det er en ond spiral, som vækker angst og resulterer i radikale løsninger. I Aarhus har byrådet for nylig, på trods af Brabrand Boligforenings modstand, således valgt at gennemtvinge nedrivninger af 9 boligblokke i Gellerup. Ressourcemæssigt er det uheldigt, da betonstrukturen er multianvendelig og i god stand, og blokkene kan transformeres til både institutioner, erhverv, kultur eller helt andre formål. Det er også et tab, da blokkene både har arkitektonisk og kulturhistorisk værdi.
Jeg tror ikke på, at Gellerup har brug for flere radikale indgreb. Siden 2013 har bydelen befundet sig i en konstant gennemgribende forandringsproces. En ambitiøs helhedsplan, som er udviklet i samarbejde mellem Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune, er i et langt sejt træk fra 2013 ved at blive realiseret. Beboerne har selv været med til at stemme planen igennem, og på trods af de langtrukne og voldsomme bygge- og anlægsarbejder, nedrivninger og opslidende midlertidige foranstaltninger, har de fleste tålmodigt hilst forandringerne velkomne. Derfor er det uforståeligt, at byrådet kommer med krav om yderligere nedrivninger nu.
:::
Gellerup Kulturcenter ca. 1972. Foto Poul Pedersen
Rejsen ud i betonen
Tillokket af pionerånden og det store byfornyelsesprojekt flyttede jeg i 2016 min tegnestue til Gellerup. Sammen med en håndfuld små kreative virksomheder har vi etableret et kontorfællesskab i en pragtfuld betonbygning, Kollektivhuset. Bygningen er en del af det 15.000 m2 store bygningskompleks Gellerup Kulturcenter, som er opført i 1972 og tegnet af arkitekten Knud Blach Petersen for Brabrand Boligforening. De tre år har været en fantastisk rejse, og en stor, positiv oplevelse.
På grund af den økonomiske krise i slutningen af 70’erne gik Kulturcenteret – som så meget andet – konkurs. Aarhus Kommune købte bygningerne, som langsomt blev tømt for aktiviteter. I takt med at samfundets svageste borgere blev visiteret ud i boligerne, og Gellerup efterhånden mistede status, var der ikke længere nogen i kommunen, som holdt af Kulturcentrets grå betonbygninger. De nye bygningsejere holdt ganske enkelt op med at reparere, når noget gik i stykker, og man lod bygningerne forfalde, for – som det hed sig internt i kommunen – ’det kan ikke svare sig, for bygningerne skal alligevel bare rives ned’.
Fejlsluttet årsagssammenhæng mellem ’betonarkitektur’ og ’forarmelse’
I dag, hvor Kulturcentrets bygninger fremstår tomme, misligholdt og hærgede, med blændede facadepartier og rustne armeringsjern strittende ud af den algebefængte beton, er det ikke så underligt, at danskerne ikke kan se potentialet i disse bygninger. Det er et deprimerende syn, som jævnligt smækkes på forsiden af aviserne som symbol på, hvor dårligt livet er i Gellerup.
Men Kulturcentrets elendige tilstand skyldes udelukkende, at politikere og embedsværk har forsømt deres vedligeholdelsespligt. Den nødlidende beton har INTET med Gellerups beboere at gøre. Det er en ulogisk fejlslutning inde i vores hoveder, at de svage beboeres tilstedeværelse i sig selv medfører at bygninger forfalder. Det passer heller ikke, at betonarkitekturen pr. definition skaber utryghed og social nød. Denne tankegang er baseret på en fejlsluttet årsagssammenhæng mellem ’betonarkitektur’ og ’forarmelse’.
Hadet til den rendyrkede, rå beton i den klare modernisme, som vi ser den i Gellerups boligblokke og kulturcenter, er en trend i disse år, og ’beton’ er et skældsord. Men betonen og den arkitektoniske stilart er uskyldig.
Det er samme historie i Vollsmose og Tingbjerg. Jeg har netop været ude i de såkaldte ’hårdeste ghettoer’ på regeringens ghettoliste for at nærstudere områdernes arkitektoniske kvaliteter. Virkeligheden derude er langt mere fredelig, end hvad medierne fortæller os, og de arkitektoniske kvaliteter er flere steder ligefrem høj. Men 1970’erne er endnu for tæt på, til at vi er formår at adskille de udsatte boligområders arkitektoniske udtryk fra beboernes sociale problemer.
Den gode by har kant og fortæller historie
I mine øjne er det en dårlig strategi at rive en masse sunde bygninger ned for at starte forfra og bygge nyt. Gellerupplanen blev oprindeligt opført som en ny by på historieløs bar mark, den fejl skal vi ikke gøre igen. Det kræver hundreder års vejrlig, slitage, ændrede behov, byggeteknisk innovation, samfundsudvikling og økonomi, før en by bliver god. En god by skal fortælle historie. Den er konstant i forandring, som en levende organisme. Bygninger og byrum slides og justeres ind efter behov i form af reparationer, ombygninger og fortætning. På denne måde lægger autentiske kulturhistoriske spor fra det levede liv sig lag på lag, op gennem tiden, og tilsammen afspejler de en dyrebar historie om udviklingen af vores samfund. Jo ældre en by er, jo mere komprimeret, spændende og værdifuld bliver fortællingen. Det er derfor vi elsker gamle huse. De har sjæl, som vi siger. Derfor er der mange gode grunde til at bygge om, renovere og transformere, frem for at rive ned og bygge nyt i Gellerup.
Det bruges som argument for nedrivninger, at det er ’næsten lige så dyrt at renovere, som at bygge nyt’. Men i mine øjne peger dette argument i stik modsat retning! Det nybyggede starter forfra og har ingen sjæl. Resultatet af en vellykket renovering eller transformation af de udmærkede betonblokke i Gellerup vil lægge et interessant og berigende lag på en dramatisk udviklingshistorie og på længere sigt give både merværdi og en bedre, mere bæredygtig, oplevelsesrig og autentisk by. Og så er det ovenikøbet billigere!
Dette blogindlæg er tidligere udgivet på renoveringpaadagsordenen.dk. Denne platform er nedlagt, hvorfor indlægget er genudgivet på bygherreforeningen.dk, der tidligere har varetaget driften heraf.
