Nyhed -

10/06/2022

Stor interesse for stampet lerjord som nyt bæredygtigt byggemateriale

Kan de mange millioner tons overskudsjord, der årligt produceres ved bygge- og anlægsarbejder, bruges som et bæredygtigt og klimavenligt alternativ til traditionelle byggematerialer? Det blev diskuteret, da Bygherreforeningen og Region Hovedstaden holdt et populært symposium i midten af maj. Debatten blev optaget og kan ses eller genses her.

Klima- og bæredygtighedsdagsordenen kalder på nytænkning og i dette tilfælde et smut tilbage i tiden. Ubrændt eller stampet lerjord har været anvendt til byggeri af huse gennem århundreder. Det har en lang række positive egenskaber, men er blevet udfaset i moderne tid og overtaget af mere robuste materialer, der til gengæld kræver langt mere energi og dermed CO2 at fremstille, og som er svære at sende i kredsløb efter endt brug. Nu skal ny forskning og afprøvning bane vejen for en vurdering af, om stampet lerjord kan få en renæssance som byggemateriale, hvis det vel at mærke bliver vurderet og anvendt på dets egne præmisser.

Pladser til symposium blev revet væk  

Og det er der stor interesse for, blev det slået fast, da Bygherreforeningen afholdt et symposium i samarbejde med Region Hovedstaden i denne måned. Pladserne til arrangementet blev revet væk kort efter datoen blev udgivet, og +80 deltagere mødte op med op mod tyve på venteliste til at deltage i arrangementet.  

“Det har været fantastisk at opleve den meget store interesse for stampet lerjord som byggemateriale, som tiden åbenbart kalder på. Det er tydeligt, at begejstringen er særlig stor blandt arkitekterne, mens bygherrerne nok vil være mere skeptiske og tilbageholdende en tid endnu. I hvert fald indtil der foreligger mere entydige forsknings- og afprøvningsresultater. Men det må også handle om at finde anvendelse og løsninger på materialets egne præmisser, så det ikke bliver et spørgsmål om enten eller ift. andre materialer” siger Graves Simonsen, bæredygtighedschef i Bygherreforeningen og medarrangør af symposiet.

Mange fordele ved stampet lerjord 

Spørger man Graves Simonsen, er der en række positive egenskaber ved stampet lerjord som byggemateriale, både når det kommer til bæredygtighed, men også i forhold til indeklima og æstetik:  

“Der er ingen tvivl om, at både klima- og bæredygtighedsdagsordenen trækker byggeriet i retning af både nye og gamle materialetyper, som i højere grad kan gå i kredsløb. Stampet lerjord har været brugt til husbygning i århundreder, og der findes veludviklede teknikker og både danske og udenlandske erfaringer, der fører helt op til i dag” siger han og fortsætter:  

“Udover egenskaber som mulighed for genanvendelse efter endt brug, giver den stampede lerjord et godt indeklima og hjælper på akustikken, foruden CO2-besparelsen der ligger i, at der ikke indgår brændingsprocesser eller cement. For slet ikke at tale om æstetikken, selvom det kan være en smagssag”.  

Se eller gense oplæg fra symposiet  

Oplæggene til symposiet blev filmet, så dem, der ikke havde mulighed for at deltage, kan få indsigt i debatterne.

 

Velkomst

Ved David Meinke, direktør for Center for Regional Udvikling i Region Hovedstaden.

 

Introduktion til symposium

Jens Lind Gregersen, geolog og chefkonsulent og Henriette Hjort Kristensen, geofysiker og specialkonsulent, i Region Hovedstaden. Initiativtagere til symposiet og fortæller om symposiets formål, som var at dele viden om byggeri med stampet lerjord og ønsket om at skabe et marked for bæredygtige byggematerialer.

 

En historisk gennemgang af lerjord som byggemateriale

Flemming Østergaard Nielsen, arkitekt og tidligere indehaver af Tegnestuen Vindrosen. Han har selv arbejdet med stampet lerjord som arkitekt og fortæller i videoen om brugen af lerjord som byggemateriale i Danmark.

 

Forskning i jord som byggemateriale

Ida Maria Gieysztor Bertelsen er postdoc ved Section for Materials and Durability på Danmarks Tekniske Universitet. Hun arbejder med at analysere forskellige jordtypers egenskaber som byggemateriale blandt andet ved at bruge fysiske afprøvningsmodeller.

 

Bæredygtige byggematerialer og klima

Klaus Kellermann, arkitekt, bæredygtighedskonsulent og bygherrerådgiver i Roskilde Kommune. Klaus fortæller om bæredygtige byggematerialer, cirkulær økonomi og klimamæssige konsekvenser af byggeri og anlæg.

 

Biobaserede byggematerialer og godt indeklima

Pelle Munch-Petersen er arkitekt, PhD og adjunkt ved Center for Industriel Arkitektur under Det Kongelige Akademi. Pelle fortæller, hvordan stampet lerjord kan bruges til at skabe klimavenlige løsninger både i forhold til klimakrisen og i forhold til indeklimaet i bygninger.

 

Designmuligheder med lerjord

Maria Mikkelsen er arkitekt og byplanlægger ved Holbæk Kommune. Hun har arbejdet med lerjord som byggemateriale på Det Kongelige Akademi og har bogen “Ler i en sund dansk byggekultur” under udgivelse.

 

Lerstampet bygningskultur

Martin Rauch er direktør og stifter af Lehm Ton Erde, Østrigs førende virksomhed indenfor forskning og udvikling af lerjord som byggemateriale. Rauch fortæller om sit arbejde i Lehm Ton Erde og viser eksempler på sit arbejde.

Lerstampet infrastruktur

Ute Reeh er kunstner fra Düsseldorf i Tyskland. Han fortæller om sit projekt Brandenburg’s Alhambra.

 

Eksempler på aktuelle projekter med stampet lerjord som byggemateriale

Linda Thi Nielsen og Mikkel Dencker, begge arkitekter og indehavere af Thi & Dencker Arkitekter.

Johan Jeppesen og Niels Brix er begge arkitekter og undervisere på Københavns Erhvervsakademi (KEA)

Mathias Ørum Nørgård og Simeon Østerlund Bamford er begge arkitekter og driver tegnestuen ReVærk.

Geolog og chefkonsulent, Jens Lind Gregersen, og Henriette Hjorth Kristensen, geofysiker og specialkonsulent, begge Region Hovedstaden

 

Videokreditering: Region Hovedstaden

Er du interesseret i at vide mere om bæredygtige byggematerialer? Så vær med på vores seminar om bæredygtige byggematerialer den 12. december. Programmet udgives snart, og der vil være oplæg om stampet lerjord. Læs mere og tilmeld dig allerede nu her

Nyheden er skrevet af Freya Andersen

Aktuelt

Styrk din faglighed på et af vores kommende arrangementer

feb
25
Byggeriets aftaler

Kend din AB18: Juridiske forhold og praktisk anvendelse

På dette kursus får du en grundig indføring i AB18. Vi tager dig igennem de grundlæggende organisatoriske forhold i byggesager og du får en god platform til at anvende og navigere i de entrepriseretslige regler,...

feb
27
Byggeri, drift og anlæg

Brug Drift Byg 2025

I 2025 samler Bygherreforeningen og Dansk Facilities Management igen branchen til en spændende dag med fokus på den vigtige brobygning mellem brug, drift og byggeri. Vær med, når vi sammen ser ind i de strategiske...

mar
4
Velfærdsbyggeri

Fede læringsmiljøer på erhvervsskolerne

Hvordan kan vi indrette attraktive læringsmiljøer på både eksisterende og nye erhvervsskoler, som taler til eleverne og giver dem lyst til at være på skolen? Med denne konference sætter vi fokus på erhvervsskolernes fysiske rum...

mar
11
Strategi og ledelse

Bygherrerollen 360: Opgaver, roller og ansvar

Hvilken rolle skal bygherren indtage i projektet? Hvad indebærer bygherres rolle og ansvar? Og hvad skal du være særligt opmærksom på, når du indtager bygherrerollen i forhold til projektstyring, snitflader og krav? Det kan dette...

mar
12
Velfærdsbyggeri

Kom godt i gang med skoleprojektet

Her får du indsigt i de strategiske overvejelser, du bør gøre dig, før du går i gang med dit skoleprojekt og drøftet, hvordan du kan gribe opgaven an i forhold til pædagogik, didaktik, rum og...

Få den nyeste viden fra Bygherreforeningen i din indbakke

Ja tak – send mig Bygherreforeningens nyhedsbrev