Når den nye ‘Bekendtgørelse om håndtering af affald og materialer fra bygge- og nedrivningsarbejde’ træder i kraft fra 1. juli 2025 vil det medføre en række betydelige krav og opmærksomhedspunkter for dig som bygherre. Kravene er udtryk for de pligter, du som bygherre vil have her og nu. De peger samtidigt frem mod de udfordringer byggeriet, bygherrer såvel som leverandører, vil skulle løfte i forhold til den cirkulære dagsorden og forudsætningerne for, at den samlede branche kan komme godt i mål.
Planlægger man konkret at nedrive etagearealer på 250 m2 og derover, og søges nedrivningstilladelsen efter 1. juli 2025, er man som bygherre omfattet af den nye bekendtgørelse i forhold til selektiv nedrivning.
Hvad det betyder for dig som bygningsejer og bygherre, kan du høre meget mere om på dette kursus.
På dagen kan du blandt andet hente sparring til:
- Hvilke krav, du som bygherre skal leve op til, når du skal udarbejde en obligatorisk nedrivningsplan
- Hvad du skal efterspørge hos miljø- og ressourcekortlæggere og -koordinatorer hhv. nedrivningsvirksomheder
- Hvad det er for et marked for cirkulære løsninger, vi kigger ind i lige nu, og hvordan du som bygherre bedst spiller ind i dette marked med dine nedrivningsmaterialer
- Hvordan du som bygherre håndterer de risici, der følger med genbrug og genanvendelse
Kurset henvender sig bygningsejere, bygherrer og bygherrerådgivere, som skal kunne overskue og lede processer for selektiv nedrivning.
Program
09:00-09:30 Ankomst og morgenbrød
09:30-09:50 Introduktion og rammesætning af dagens tema
Ejendomssektoren repræsenterer en guldgrube af materialeressourcer, der vil stige i værdi i takt med, at brugen af jomfruelige råstoffer og bygge- og anlægsaffald til afbrænding eller deponi skal begrænses. Såvel i EU, som i national sammenhæng, arbejdes der hen imod strategier, der skal sikre, at byggematerialer forbliver i loops og så højt i affalds- eller ressourcehierarkiet så længe som muligt samtidigt med, at forbruget skal begrænses mest muligt. Nye regler om nedrivning af større bygninger skal ses i sammenhæng med dette.
Graves Simonsen, bæredygtighedschef, Bygherreforeningen og gennemgående facilitator på dagen
INTRODUKTION TIL NY BEKENDTGØRELSE
09:50-10:45 Bygherres pligter og planlægningen af den gode nedrivningsproces
’Bekendtgørelse om håndtering af affald og materialer fra bygge- og nedrivningsarbejde’ (BEK nr. 496 af 21/05/2024) rummer en række nye krav, der vil få betydelig indflydelse på bygherrens håndtering af nedrivningsprocesser. I formiddagens program bliver du introduceret til den nye bekendtgørelse og vigtige nedslagspunkter, set fra bygherres perspektiv.
- Introduktion til ‘Bekendtgørelse om håndtering af affald og materialer fra bygge- og nedrivningsarbejde’
- Bygherrens forpligtelser A-Å med vægt på:
– Nedrivningsplanen, herunder udvælgelse af ressourcer til genbrug og genanvendelse
– Miljø- og ressourcekoordineringen og -kortlægningen
– Myndighedsbehandlingen - Særlige opmærksomhedspunkter i aftaler ift. ovennævnte parter, herunder afdækning af afsætningsmuligheder for nedrivningsmaterialer, hvis disse ikke genbruges/genanvendes af bygherre i egne projekter – illustreret ved eksempler
Niels Trap, partner, TRE
10:45-11:00 Formiddagspause
11:00-12:00 Bygherres pligter og planlægningen af den gode nedrivningsproces (fortsat)
Niels Trap, partner, TRE
12:00-13:00 Frokost
SELEKTIV NEDRIVNING I PRAKSIS
13:00-14:00 Ressourcekortlægning
Ressourcekortlægning er en vigtig del af selektiv nedrivning. Hvordan sikres den bedste proces omkring ressourcekortlægningen, så man som bygherre ved, hvilke ressourcer man står med efter nedrivningen, hvis man samtidigt enten vil bruge materialerne til eget byggeri eller sende i cirkulation hos andre? Sessionen belyser problematikkerne gennem præsentation af Værdibygs vejledning om ressourcekortlægning og en række konkrete cases.
Ressourcekortlægning – bygherrens gode proces
Nina Koch-Ørvad, projektchef, Værdibyg
Miljø- og ressourcekortlægning i praksis – illustreret gennem to cases
Thomas Hougaard, faglig leder Miljø, AART Arkitekter
14:00-14:15 Eftermiddagskaffe
14:15-14:45 Selektiv nedrivning i et arbejdsmiljøperspektiv
Bygherren har det overordnede ansvar for arbejdsmiljøet i forbindelse med nedrivnings-, renoverings- og byggeaktiviteter. I denne session sætter Signe Mehlsen spot på de særlige forhold omkring arbejdsmiljøet, som knytter sig til selektiv nedrivning. Signe henter blandt andet sin viden fra ‘Netværk om nedrivning’, hvor Bygherreforeningen indgår.
Signe Mehlsen, konsulent i videntjenesten, Byggeriets Arbejdsmiljøbus samt medlem af Bygherreforeningens Arbejdsmiljøudvalg
14:45-15:15 Myndighedernes nye opmærksomhedspunkter
De kommunale miljøafdelinger håndterer i dag bygge- og anlægsaffald på baggrund af affalds- og restproduktbekendtgørelser, herunder klassificering af affaldet. Med kommende, revideret affaldsbekendtgørelse, og bekendtgørelsen om selektiv nedrivning og kravet om at adskille affald og genbrugs- og genanvendelige ressourcer, flyttes klassificeringen og håndtering af end-of-life-kriterier fra kommunerne til Miljøstyrelsen. I denne session ser vi på myndighedernes forventede nye udfordringer med disse ændringer, som også kan blive en udfordring for bygherren, indtil erfaringsgrundlaget er opbygget.
Mette Skovgaard, fagkonsulent, DAKOFA
15:15-15:45 Afsluttende afrunding og debat
Vi ser på, hvilke take aways, deltagerne tager med hjem på basis af dagens program og drøfter, om der mangler værktøjer, vejledninger og andet, som skal på plads, inden bekendtgørelsen om selektiv nedrivning træder endeligt i kraft.
Graves Simonsen, bæredygtighedschef, Bygherreforeningen
15:45 Tak for i dag
Ret til ændringer forbeholdes
Undervisere
Graves Simonsen, bæredygtighedschef, Bygherreforeningen
Niels Trap, partner TRE
Nina Koch-Ørvad, projektchef, Værdibyg
Thomas Hougaard, faglig leder Miljø, AART Arkitekter
Signe Mehlsen, konsulent i videntjenesten, Byggeriets Arbejdsmiljøbus og medlem af Bygherreforeningens Arbejdsmiljøudvalg
Mette Skovgaard, fagkonsulent, DAKOFA
Praktisk
Arrangementet er inklusiv morgenkaffe, frokost og eftermiddagskaffe. Læs mere om praktisk information.
Har du brug for at deltage online, skal du kontakte info@bygherreforeningen.dk for at høre, om det er muligt på dette arrangement. Bemærk at prisen er uændret.
Tilmeldingsvilkår
Du kan frit flytte eller afmelde dig et arrangement indtil 30 dage før arrangementets start.
Efter de 30 dage er tilmeldingen bindende og du vil modtage en faktura på det fulde beløb.
Er du alligevel forhindret i at deltage f.eks. på grund af sygdom, er du naturligvis velkommen til at sende en anden fra din virksomhed i dit sted. Du skal blot sende en e-mail til Rikke Mønster rsm@bygherreforeningen.dk og oplyse om ændringen.
Ved udeblivelse fra et arrangement faktureres deltageren for det fulde beløb
Ved uforudsete hændelser (f.eks. ved undervisers sygdom) eller manglende tilmeldinger kan arrangementet flyttes eller aflyses. Bliver arrangementet flyttet til en anden dato, har du mulighed for at framelde dig uden beregning
Fotokreditering: Jonathan Grevsen